DOF skal have ny formand

Skrevet af:

Henrik Christensen, Sekretariatsleder

Udgivet 9. februar 2023

Efter 25 år som formand for DOF har Ingolf Christensen valgt at overlade posten til en ny, som skal vælges på landsmødet til maj. Det meddelte Ingolf på landsstyrelsens møde den 27. januar.

Nu er det op til DOF’s medlemsskoler at finde og opstille kandidater til en ny formand.

Det bliver en spændende tid, en ny formand skal lede DOF i. Landsstyrelsen og regionskredsbestyrelserne har gennem et stykke tid arbejdet på en ny struktur for DOF’s organisering. Målet er at inddrage flere i de interessante samtaler og udviklingen af DOF. Da dette vil føre til forslag til vedtægtsændringer på landsmødets generalforsamling til maj, kan der komme ændringer til rammerne for landsformanden. Men indtil da er rammerne som følger:

Krav til kandidater

Ifølge DOF’s vedtægter skal kandidater til formandsposten være sekretariatet i hænde senest fire uger før generalforsamlingen, der afholdes i forbindelse med landsmødet den 13. og 14. maj. Det betyder, at oplysninger om kandidater skal være modtaget senest lørdag den 15. april. Send gerne navn, kontaktoplysninger, foto samt en kort præsentationstekst, som kan indgå i en folder med kandidater, der sendes til landsmødets deltagere.

Det er ifølge vedtægterne et krav, at medlemmer af landsstyrelsen er tilknyttet en medlemsskole enten som skoleleder eller bestyrelsesmedlem. Dermed gælder samme krav for kandidater til formandsposten.

For formandsposten gælder, at man er formand for landsstyrelsen og forretningsudvalget – og dertil også for Teknologi- og Kommunikationsudvalget.

Formanden honoreres med en tredjedel af den maksimale fuldtidslederløn, hvilket svarer til cirka 180.000 kr. om året.

Har du spørgsmål til posten som formand, er du velkommen til at ringe eller skrive til sekretariatsleder, Henrik Christensen, som også tager imod kandidater.

Ingolf får ordet

Når man har været landsformand i DOF siden 1998, så er det ikke så svært at regne ud, at det ved jubilæet her i 2023 er 25 år siden.

Og så er der måske nogle, der tænker, om det er en post, man bliver valgt til på livstid. I hvert fald har det for mig været 25 års møder med rigtig mange spændende mennesker fyldt med energi og med masser af idéer og drivkraft til at gøre folkeoplysningen endnu bedre, hele tiden med fokus på, at vi skal have tilbud til alle danskerne.

Når jeg har valgt ikke at genopstille til formandsvalget på landsmødet i maj, er det bestemt ikke, fordi de ansatte, sekretariatslederen, regionerne, landsstyrelsen, forretningsudvalget eller skolelederne eller nogen overhovedet i DOF har gjort livet i DOF surt og uudholdeligt at være i. Tværtimod har jeg gennem alle årene oplevet en helt fantastisk opbakning og inspiration fra alle parter – både internt i DOF, men også i forhold til vore samarbejdspartnere i oplysningsforbundene og gennem mange års bestyrelsesarbejde i DFS.

En god tone, et fint glimt i øjet, en fælles indsats for et vigtigt område for danskerne har det i allerhøjeste grad været værd at tage del i og at kæmpe for.

En stor tak skal lyde til jer alle for at have hjulpet mig med at være jeres formand på den bedst mulige måde.

Vi har flyttet os fra at være små og truet af en skrantende økonomi, til at være store og samtidig endda have økonomisk plads til at tænke tanker om udvikling og nye tilbud.

At forlade formandsposten med en organisation sprællevende og i fin form frem mod en ny demokratisk organisering, er vel et ønskescenarie, som jeg faktisk står i lige nu.

I det små vil jeg formentlig stadig fremover drømme eller tænke tanker om DOF, når jeg lægger hovedet på puden, men fremover er det andre, der skal skrive under på dokumenterne.

Tak for 25 ubeskrivelig spændende år i formandsstolen i DOF.

Ingolf Christensen