DOF har fået ny hjemmeside
Skrevet af:
Martin Hansen, Kommunikationskonsulent
Udgivet 23. juni 2022
DOF’s nye hjemmeside er netop gået i luften.
Den nye hjemmeside er en naturlig opgradering, da forgængeren havde næsten otte år på bagen. Der er sket en del udvikling på it-området i den mellemliggende periode, så behovet for opdatering var stort. Ikke mindst er siden udviklet med visning på smartphone som udgangspunkt. Det er nemlig efterhånden en meget stor del af besøgene på hjemmesiden, der sker via smartphone eller tablet.
Hjælp til kommunerne
Desuden har vi som en del af DOF’s strategi besluttet at skabe bedre kontakt til blandt andet landets kommuner. Ikke mindst i forhold til at kunne hjælpe kommunerne med at administrere deres aftenskoler hensigtsmæssigt. I den forbindelse er DOF’s Aftenskolehåndbog et centralt værktøj, og derfor har vi ønsket at gøre den mere synlig på hjemmesiden og mere overskuelig at finde rundt i.
Sidst, men ikke mindst har en omfattende hjemmeside det med at blive en smule uoverskuelig med tiden, efterhånden som den knopskyder i forskellige retninger. Så en mindre oprydning i sidens indhold var også tiltrængt.
Samme som medlemsskolerne
Samtidig har vi med den nye hjemmeside fået mulighed for at bruge samme værktøjer, som vi tilbyder til medlemsskolerne – nemlig VuptiWeb og ASA. Det har betydet, at vi har måttet udvikle en række nye moduler til VuptiWeb, men det kan også komme skolerne til gode, da de også vil få adgang til disse moduler.
Som det nok er de fleste bekendt, så har arbejdet med at hjælpe medlemsskolerne over på henholdsvis ASA og det nye VuptiWeb været en ganske stor opgave det seneste år til halvanden. Derfor har arbejdet med vores egen hjemmeside kommet i anden række.
Stort set i mål
Men da landsforbundet jo også har benyttet DOFPro til DOF’s kurser, og da DOFPro som bekendt lukker ned 30. juni, har vi ikke kunnet udskyde den nye hjemmeside længere. Det er heldigvis lykkedes at komme ret godt i mål, men der mangler dog stadig lidt småting, som vi efter sommerferien vil få helt på plads.
Vi håber, at hjemmesiden er blevet et endnu bedre sted at søge hjælp og information, men tøv ikke med at kontakte os, hvis der er noget, du savner.