Organisering af undersøgelse af undervisningsmijø

Ligesom arbejdspladser skal have et godt arbejdsmiljø, så er aftenskoler også underlagt krav om godt undervisningsmiljø.

Undervisningsmiljøloven bruger, i stil med arbejdsmiljøloven, begreber som undervisningsmiljørepræsentanter og undervisningsmiljøvurderinger.

Ledelsesansvar

Det er skolens bestyrelse (eller ansvarlige ledelse), der er ansvarlig for undervisningsmiljøet, mens deltagerne har pligt til at samarbejde og bidrage til et godt undervisningsmiljø.

Deltagerne skal have mulighed for at vælge to undervisningsmiljørepræsentanter til skolens arbejdsmiljøgruppe, hvor de skal inddrages i de forhold, der har betydning for deres undervisningsmiljø. Det skal derfor være almindeligt kendt, at det er en mulighed og hvornår der vælges repræsentanter. Hvis der ikke er nogen interesserede, er det den øvrige arbejdsmiljøgruppe, der sikrer arbejdet.

Undervisningsmiljøvurdering 

Der skal på den enkelte aftenskole udarbejdes en undervisningsmiljøvurdering (UMV), som vedrører både de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold og det psykiske og æstetiske miljø på skolen.

Undervisningsmiljøvurderingen skal laves efter nogenlunde de samme retningslinjer, som gælder for en arbejdspladsvurdering. UMV´en skal være tilgængelig på skolen, og den skal indeholde følgende:

  • Kortlægning af undervisningsstedets og aftenskolens fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø
  • Beskrivelse og vurdering af eventuelle undervisningsmiljøproblemer
  • Udarbejdelse af en handlingsplan, hvoraf det fremgår, i hvilken rækkefølge og hvornår de konstaterede problemer skal løses
  • Forslag til retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.

Arbejdsmiljøorganisationens rolle

Arbejdsmiljøorganisation får undervisningsmiljørepræsentanterne som medspillere. De skal nemlig deltage i arbejdsmiljøorganisationens møder, når spørgsmål af betydning for elevernes undervisningsmiljø bliver behandlet.

Læs mere

Dansk Center for Undervisningsmiljø har tilsynspligten, og på deres hjemmeside finder man masser af råd og vejledning.

Senest opdateret 18. september 2022

Kirsten

Kirsten S. Knudsen

Foreningskonsulent