Hovedbestyrelsen har blikket på solide pejlemærker
Skrevet af:
Torben Stenstrup, Landsformand
Udgivet 13. maj 2026
Bølgerne gik højt, da hovedbestyrelsen samledes den 11. maj til et kompakt møde med gode drøftelser i Nyborg. Ind i mellem solskin og regnbyger stod pylonerne på Storebælt som solide pejlemærker i horisonten – måske som en alvorlig påmindelse om, at hovedbestyrelsen også holder fast i de demokratisk vedtagne pejlemærker, som er udstukket gennem strategiens fire indsatser og den ekstra bonusopgave, der tårner sig op.
Det sidste refererer til IT-projektet, der skal lede til ASA’s afløser, og som er en kompleks opgave, der kræver en stor fælles arbejdsindsats og en anseelig økonomisk investering. Hovedbestyrelsen havde en grundig drøftelse af en lang række tekniske, organisatoriske og procesmæssige aspekter af IT-projektet set i lyset af meddelelsen om, at de øvrige fire oplysningsforbund ikke ønsker at have DOF med i et fælles IT-projekt. Dermed har opgaven skiftet karakter i DOF og svarer nu lidt til et femte indsatsområde i strategien, som kræver mere ledelsesmæssig bevågenhed. Derfor nedsætter hovedbestyrelsen en styregruppe, der skal følge og kvalificere IT-projektet – og derudover er der villighed til at inddrage eksterne IT-ressourcer for at understøtte DOF’s egne dygtige og dedikerede medarbejdere. I løbet af de næste 3-4 måneder forventer vi at vælge den IT-leverandør, som derefter bliver en vigtig strategisk samarbejdspartner i de kommende mange år som leverandør af medlemsskolernes nye supervåben i folkeoplysningens tjeneste. Vi kommer løbende til at fortælle meget mere om projektet, hvor vi tilpasser, tester og implementerer en samlet ny IT-løsning i de kommende to år.
Hovedbestyrelsen havde også en rigtig god drøftelse af arbejdet med strategiens indsatsområder og de bedste måder til at engagere landsrådet i arbejdet gennem faglige oplæg og udviklingsprocesser, når vi samles to gange årligt. Flere og flere er ved at få blik for, at strategien er retningsgivende for rigtig meget af det, der foregår i DOF – og der tegner sig et billede af, at vi bør organisere vores arbejdsfællesskaber, så de flugter med strategien. Derfor tog hovedbestyrelsen initiativ til et konkret forslag for en organisering, der både understøtter IT-projektet/eksternt finansierede fonds- og udviklingsprojekter, konkrete ad hoc arbejdsgrupper med en særlig opgave og faglige/interessebaserede netværk, hvor interesserede nøglepersoner i medlemsskolerne kan engagere sig og bidrage/få et udbytte.
Hovedbestyrelsen slog et smut forbi projektet DOF Grøn Hverdag, hvor midlerne fra Novo Nordisk Fonden begynder at skabe synlige resultater igennem de medlemsskoler, der har engageret sig i projektet. Endnu en gang mindede vi hinanden om, at medlemsskolerne i DOF udgør en bred mangfoldighed og er frit stillet til at koble sig på projekter og indsatser, der udspringer af arbejdsfællesskabet i DOF. Projektet Grøn Hverdag kan synliggøre en masse tilbud og kurser på en fælles portal, så befolkningen kan søge hen til den lokale medlemsskoles tilbud om grøn omstilling – og dele tips og tricks om dagligdags ”life hacks” for en bæredygtig hverdag. Men det betyder ikke, at alt i DOF nu handler om grøn omstilling – for det næste fondsfinansierede projekt kan anvende nogle af de samme arbejdsmetoder og i stedet invitere et antal interesserede medlemsskoler til at skabe nye tilbud for sårbare målgrupper, udvikle nye tilgange til forankring af sundhedsreformen eller noget helt tredje.
I hovedbestyrelsen og sekretariatet glæder vi os til, at vi snart samles til endags landsmøde på Hotel Munkebjerg ved Vejle den 30. maj. Det bliver en spændende dag med fælles oplæg, fire spændende workshopspor og masser af kollegiale samtaler i kaffepauser og i nær tilknytning til en tallerken med dejlig mad…
Det har været en stor fornøjelse for Henrik og mig at deltage ved de fem regionale årsmøder, som har været velbesøgte, budt på spændende lokale indlæg og endda kampvalg til bestyrelsespladserne rundt omkring. Vi får masser af input ved disse lejligheder – og husk, at du altid er meget velkommen til at bidrage med forslag, ønsker eller spørgsmål til hovedbestyrelsens virke på ts@danskoplysning.dk