Tilskud til undervisning mm.
Kommunen yder tilskud til lønudgifterne i aftenskolen. Tilskuddene er opdelt i flere kategorier med forskellige tilskudsbrøker alt efter aktivitetens tilrettelæggelsesform.
Der kan ydes løntilskud til undervisning, foredrag, fleksibel tilrettelagt aktivitet og studiekredse.
Grundtilskud (folkeoplysningsloven § 8 stk. 1)
Ydes til aflønning af lærere og ledere til almen undervisning. Kravet for at få tilskud er, at man overholder reglerne i lønbekendtgørelsen. Der kan maximalt gives 1/3 i tilskud.
Grundtilskud omfatter også tilskud til foredrag, hvor der maximalt kan gives 1/3 i tilskud. Et foredrag betragtes tilskudsmæssigt som 6 lektioner uanset foredragets længde. Der er ikke krav om at lønnen til foredragsholderen følger taksterne i lønbekendtgørelsen. Læs mere her Tilskud til foredrag.
Endelig kan aftenskolen få grundtilskud til aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer (fleksibelt tilrettelagt undervisning). Læs om reglerne her.
Supplerende grundtilskud (folkeoplysningsloven § 8 stk. 2)
Ydes til aflønning af lærere og ledere til undervisning særligt tilrettelagt for deltagere med et handicap i relation til undervisningen i det konkrete emne. Der kan maximalt gives 8/9 i tilskud, og det er et krav at man overholder reglerne i lønbekendtgørelsen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at deltagere på disse hold skal afgive en tro- og loveerklæring, ligesom de kan sætte et loft over antallet af deltagere på hold, hvor der gives et højere tilskud end 1/3. Læs mere her.
Har man blandede hold, hvor der både er almene deltagere og deltagere med handicap i relation til undervisningen i det konkrete emne, gives der tilskud i forhold til antallet af deltagere i de to grupper.
Særlige tilskud (folkeoplysningsloven § 8a)
Kan ydes til undervisning på små hold, som enten kan være instrumentalundervisning eller almindelig undervisning i tyndt befolkede områder eller ø-samfund. Loven har ikke fastsat et loft over tilskuddet i disse tilfælde, så det er op til kommunens egne regler at definere både tilskudsbrøken og et loft over antal deltagere på holdene. Reglerne i lønbekendtgørelsen skal overholdes.
Mange kommuner anvender tilskudsbrøken 5/7 for instrumentalundervisning, men det kan variere. Instrumentalundervisning foregår på et lille hold hvor deltagerne undervises både sammen og individuelt på holdet og hvor der arbejdes med det enkelte instrument eller vokal. Der er fokus på det tekniske og på at beherske sit instrument. Der er ikke tale om soloundervisning.
Lønbekendtgørelsen
For at undervisningen er tilskudsberettiget skal lønudbetalingen følge reglerne i lønbekendtgørelsen. Det betyder blandt andet at lærerlønnen for en lektion er fastsat i loven (se satser) og at lønnen udbetales månedsvist bagud til medarbejderen som almindelig personlig indkomst til et CPR-nummer.
Generelle krav
Der kræves deltagerbetaling for at undervisningen er tilskudsberettiget. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen afvige fra dette krav.
Det er også et krav, at undervisningen skal være åben for alle. Der findes dog objektive undtagelser, hvor man må sætte særlige krav. F.eks. må man lave hold for hhv. mænd eller kvinder og man må niveaudele i begynder, øvet mv. Kravene gælder, hvis der er ledige pladser på holdet.
Debatskabende aktiviteter
10% af beløbsrammen skal afsættes til debatskabende aktiviteter. Læs om reglerne her.
Hvad kan man ikke få tilskud til?
Der kan ikke ydes tilskud til formelt kompetencegivende undervisning (folkeoplysningsloven § 7 stk. 3).
Der kan ikke ydes tilskud til folkeoplysende voksenundervisning, hvis formålet er:
- agitation
- valgkampagner (fagforeninger, partier m.v.)
- behandling
- underholdning
- forkyndelse
- udbredelse af overtro
men der må gerne oplyses og skabes debat herom (folkeoplysningsbekendtgørelsen § 5 stk. 2).
Der kan som udgangspunkt heller ikke ydes tilskud til folkeoplysende voksenundervisning inden for:
- spil
- idræt
- sports- og konkurrencepræget virksomhed (herunder dans, dog ikke folkedans)
- emner om fremstilling af rusmidler.
Dette gælder både teoretisk undervisning inden for områderne og udøvelse i praksis. Kommunalbestyrelsen kan dog fastsætte generelle overordnede retningslinjer for, hvad der ligger i disse begreber, ligesom den kan vælge at fravige disse begrænsninger (folkeoplysningsbekendtgørelsen § 5 stk. 3-4).
Bemærk, at det kun er ministeren, der kan fastsætte yderligere afgrænsning af emner og aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud (jf. §13). Kommunalbestyrelsen kan altså ikke afvise tilskud til aktivitetstyper, der er tilladt efter folkeoplysningslovens bestemmelser.
Senest opdateret 14. november 2025
Kirsten S. Knudsen
Anne Refsgaard
Vejledning om aftenskolevirksomhed herunder lovgivning, administration og organisering til medlemsskoler og potentielle, nye medlemmer.
Skolebesøg og inspiration til bestyrelser og skoleledere i forhold til strategi og udvikling, samt understøtning af forskellige netværk.
Sekretær for regionsbestyrelserne i Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark samt medlem af Sundheds- og Bevægelsesudvalget (SBU).