Falske apps og opdateringer

Skrevet af:
Dejan Fontana, IT-ansvarlig
Udgivet 12. september 2025
Pas på to nye måder, som it-kriminelle forsøger at snyde på: snyde-apps og -programmer samt falske opdateringer.
Snyde-apps og -programmer
En ny type svindel spreder sig på nettet, hvor falske PDF-redigeringsapps, der reklameres via Google, kan inficere computere med skadelig software. Særligt en app ved navn "AppSuite PDF Editor" er blevet brugt, og den har set ud som et helt almindeligt program, men har altså kunnet stjæle oplysninger fra den computer, den blev installeret på.
Hvad skal du være opmærksom på?
- Undgå at downloade ukendte apps (herunder PDF-apps), du finder via reklamer – brug kun programmer, som du har tillid til.
- Hold systemer og antivirusprogrammer opdaterede og scan jævnligt for malware.
- Hvis du er i tvivl, så spørg en IT-kyndig.
Falske opdateringer
Mange brugere føler sig trygge, når de besøger velkendte sider, men selv disse kan i sjældne tilfælde blive kompromitteret – og ende med at tjene ondsindede formål. Én særlig udfordring, som mange oplever, er falske opdateringsbeskeder – især for populære programmer som Google Chrome.
Falske Chrome-opdateringer
Hvis du besøger en hjemmeside, du ofte bruger, og pludselig bliver mødt af et pop up-vindue eller en stor knap med teksten “Update Chrome”, vil du måske intuitivt stole på opdateringsnotifikation og klikke på knappen. Men denne besked kan være lagt ind af cyberkriminelle, der har formået at inficere siden med malware. Hvis du klikker på knappen, risikerer du at downloade og installere skadelig software på din computer – ofte uden at opdage det.
Sådan beskytter du dig – gode råd og bedste praksis
Hold altid din browser opdateret – men kun fra officielle kilder:
- Chrome opdaterer automatisk i baggrunden. Du kan manuelt tjekke for opdateringer via “Indstillinger” > “Om Chrome”.
- Download kun opdateringer og nye programmer fra de officielle hjemmesider. Officielle Google-sider slutter på google.com eller chrome.com.
Vær kritisk over for pop-ups og usædvanlige beskeder:
- Klik aldrig på opdateringsknapper eller links, der dukker op på hjemmesider, du besøger.
- Luk straks fanen, hvis du bliver mødt af en uventet opdateringsanmodning.
Brug sikkerhedssoftware:
- Installer et anerkendt antivirusprogram og sørg for, at det altid er opdateret.
Informer andre om risikoen
- Jo flere der ved det, desto bedre kan vi beskytte hinanden. Skriv gerne til DOF IT-support, hvis du oplever lignende ting.

De falske pop up-vinduer kan se meget overbevisende ud. Men de snyder!