Opret en aftenskole

DOF hjælper gerne nye aftenskoler i gang. Vores bedste råd er, at I kontakter os, så vi kan hjælpe jer i gang - blandt andet med følgende hovedpunkter:

Foreningsdannelse

En aftenskole er en forening. Der er regler i Folkeoplysningsloven og dens tilhørende bekendtgørelse, der blandt andet beskriver, hvad der skal stå i vedtægterne.

Foreningens medlemmer kan være enkeltpersoner eller organisationer, som går ind for foreningens formål. Aftenskolens deltagere er kun medlemmer, hvis de aktivt har meldt sig ind i foreningen.

Der er ingen øvre grænse for antallet af medlemmer, men der skal være minimum så mange, at der kan foretages et reelt valg af mindst 5 bestyrelsesmedlemmer + suppleanter.  

Generalforsamlingen fastsætter kontingent. Ofte er det på 0 kr. Medlemmernes primære rolle er at foretage demokratiske beslutninger for foreningen på generalforsamlingen.

DOF har udarbejdet et sæt standardvedtægter, som man kan lade sig inspirere af, og vi hjælper også gerne med en dagsorden til en stiftende generalforsamling.

Når foreningen er dannet på den stiftende generalforsamling, har fået et sæt vedtægter og valgt en bestyrelse, skal foreningen godkendes af hjemstedskommunen. Det sker ved henvendelse til kommunens forvaltning på området. Herefter kan aftenskolen/foreningen søge optagelse i DOF ved henvendelse til Lars Rasmus (LR@danskoplysning.dk)

Ansøgning om tilskud fra kommunen

Som nyoprettet aftenskole har man mulighed for at få et mindre tilskud til at komme i gang på. Kommunerne har forskellige takster og regler, men de fleste giver tilskud til nye skoler uden for de vanlige tidsfrister.

Alle aftenskoler søger om tilskud én gang årligt. Ofte er det omkring 1. oktober for tilskud til det følgende kalenderår, men hold selv øje med fristerne og spørg gerne hos kommunen.

Tilskud kan bruges til en andel af lærer/lederløn og evt. lokaletilskud.

Oprettelse af aftenskolen i VIRK

Når aftenskolen er oprettet, skal den registreres i VIRK med et CVR-nummer og have en NEM-konto i banken. Brug DOF’s vejledning til registrering af foreningen med korrekt branchekode, da fejlregistreringer er bøvlet at få rettet.

Bestyrelsesarbejde

Aftenskolens bestyrelse er overordnet ansvarlig for virksomheden og dens økonomi. Bestyrelsen afholder et passende antal møder årligt, blandt andet for at holde øje med økonomien, godkende budget og regnskab og for at drøfte udvikling og visioner for aftenskolen.

Bestyrelsen skal ansætte en skoleleder, som har ansvar for den daglige drift. Det er uhensigtsmæssigt, at skolelederen også er bestyrelsesmedlem, fordi bestyrelsen er skolelederens arbejdsgiver. Skolelederen deltager normalt i bestyrelsesmøder som en del af sin arbejdsfunktion. Undtagelsen er de helt små skoler hvor skolelederfunktionen typisk varetages som en frivillig post i bestyrelsen.

For at undgå misforståelser er det godt at aftale opgave- og ansvarsfordelingen mellem bestyrelse og skoleleder. Få inspiration i DOF's bestyrelsesfolder

Administration

Skolelederen skal blandet andet holde styr på aftenskolens hold, deltagere, lokalebooking, læreransættelser, lønudbetaling, bogføring, regnskab, markedsføring mv. Man skal sætte sig ind i og opfylde de administrative krav, der fremgår af kommunens tilskudsordning.

DOF hjælper skoleledere i det daglige arbejde, f.eks. ved at stille administrationssystem og hjemmesidesystem til rådighed, forvalte lønudbetaling og vi kan være behjælpelig med bogføring. DOF står altid til rådighed med vejledning om f.eks. drifts- og lovspørgsmål.

DOF giver en række økonomiske fordele gennem dækning af den lovpligtige forsikring, tilskud til kurser og puljer til særlige aktiviteter, udviklingsarbejde mv.

Vigtige dokumenter

For at starte en aftenskole skal man bruge disse dokumenter

  • Vedtægter godkendt på den stiftende generalforsamling
  • Referat fra den stiftende generalforsamling
  • Liste med navne og kontaktoplysninger på de valgte bestyrelsesmedlemmer og revisiorer

 

Få mere at vide om start af en ny aftenskole ved henvendelse til foreningskonsulenterne Anne Refsgaard eller Kirsten S. Knudsen.

Senest opdateret 12. september 2025

Tip: Husk i referatet!

Referatet fra den stiftende generalforsamling er et vigtigt dokument, som for eksempel skal bruges, når foreningen skal godkendes som tilskudsmodtager i kommunen, have oprettet en bankkonto og blive medlem af DOF. Referatet skal som minimum indeholde følgende oplysninger

  • Tid og sted for afholdelse af den stiftende generalforsamling
  • At der blev truffet beslutning om oprettelse af foreningen
  • At vedtægterne blev gennemgået og godkendt
  • Navne på de valgte bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor
  • Dirigentens underskrift
Anne

Anne Refsgaard

Foreningskonsulent
Kirsten

Kirsten S. Knudsen

Foreningskonsulent