Usikkerhed om genåbning til aftenskolerne

Usikkerhed om genåbning til aftenskolerne

4. maj 2021 Lov og ledelse | Nyt i DOF | Støtte og inspiration

Aftenskolen nævnes desværre ikke eksplicit i den politiske aftale om genåbning, som Folketingets partier indgik natten til tirsdag.

”Vi arbejdede ellers for, at vi kunne få aftenskolerne med i denne omgang, da mange lignende tilbud genåbnes 6. maj,” fortæller en ærgerlig Henrik Christensen, sekretariatsleder i DOF.

Henrik hentyder til, at der åbnes for bl.a. konferencer, nogle typer indendørs idræt og fitnesscentre.

Kan visse aktiviteter åbne?

Af samme grund forsøger DOF fortsat at få afklaret, om aftenskolernes bevægelseshold for personer mellem 18 og 70 år kan genåbne, ligesom det ved genåbningen den 21. april var tilfældet med bevægelsesholdene for personer over 70 år. Vi undersøger også, om bl.a. foredrag og undervisning, hvor deltagerne i det væsentlige er siddende, kan afvikles fra den 6. maj med et deltagerantal på i princippet helt op til 1.000 deltagere.

Indtil vi får afklaret disse ting, er det stadig først 21. maj, aftenskolerne kan genåbne. Og selv om de præcise retningslinjer endnu ikke er meldt ud, er det meget sandsynligt, at deltagelse vil kræve fremvisning af Coronapas. Så det anbefales, at aftenskoler, der vil starte aktiviteter den 21. maj overvejer, hvordan de vil håndtere Coronapas.

Forsamlingsforbud

Bemærk i øvrigt, at det generelle forsamlingsforbud pr 6. maj hæves til 25 personer indendørs og 75 personer udendørs. Det har indflydelse på de allerede genåbnede bevægelsesfag for deltagere over 70 år.

DOF følger udmeldingerne nøje og informerer via hjemmeside og nyhedsbrev så snart, vi hører nyt. Vi har også arrangeret online møder om genåbning og Coronapas, hvor du kan få afklaret spørgsmål og vende ideer.

Tilbage til nyhedsoversigten