Du er her: Nyheder » Nyhedsoversigt » Tilfredshed med DOF
Tilfredshed med DOF

Tilfredshed med DOF

9. november 2018 Nyt i DOF

DOF's medlemmer er ganske tilfredse med DOF. Det må være hovedkonklusionen på vores nys overståede medlemsundersøgelse, som hele 109 medlemsskoler havde valgt at svare på.

Næsten 95 procent af besvarelserne siger, at DOF's medlemstilbud er af god kvalitet - og hele 100 procent synes, de bliver godt behandlet i DOF!

Lidt over 85 procent mener, at tilbuddene passer godt til deres skoles behov, og selv om det også er et meget flot tal, så er det et oplagt sted at fokusere på, at vi kan forbedre os.

Udviklingsmuligheder

Resten af undersøgelsen viser tillige, at medlemsskolerne er tilfredse med DOF's forskellige serviceydelser - fra hjemmeside til puljer. Men trods de postive tilbagemeldinger vil sekretariatet ikke hvile på laurbærene. Vi vil kigge nærmere på undersøgelsen og se, om vi kan blive endnu bedre. Her bliver de mange gode kommentarer, som skolerne har skrevet ind i deres besvarelser til stor nytte.

En anden interessant ting, vi kan konkludere ud fra undersøgelsen er, at der er en række af DOF's tilbud, som ikke alle medlemsskoler kender til, så her er også et oplagt udviklingspunkt. Det er en nærliggende tanke, at flere skoler måske vil vurdere, at DOF's medlemstilbud passer til deres behov - hvis samme skoler rent faktisk får bedre indblik i, hvilke tilbud, vi har på hylden. Et oplagt eksempel er DOF's kursustilbud, der helt naturligt ikke kan dække alle den brede medlemsskares behov - men at DOF af samme grund har en pulje, hvor medlemmer kan få støtte til kurser, der udbydes af andre.

Du kan læse mere om undersøgelsen i det kommende nummer af Spektrum, der udkommer til december.

Vinderen er ...

Som lovet, trak vi lod blandt alle besvarelserne, og den heldige vinder blev Sundhedsteamet Kurser og Projekter i Horsens. Skolen har fået direkte besked. Tillykke - og samtidig en stor tak til alle medlemsskoler, der tog sig tid til at besvare!

Tilbage til nyhedsoversigten