DOF, Folkeoplysningen, Aftenskolerne – og Corona.
Af Ingolf Christensen, Landsformand i DOF
I disse Coronatider ser vi masser af problemer og uvished både om tiden og forholdene lige nu, men bestemt også om, hvordan fremtiden vil komme til at se ud, når vi engang er på den anden side og igen har fået en slags fast grund under fødderne.
DOF har været rigtig god til at gribe fat i vore medlemsskoler i et forsøg på at støtte og hjælpe i en helt uvirkelig og ganske ukendt situation. Måske er det ikke så mærkeligt endda, at det er informationsteknologien (IT), der kommer i spil, for udviklingen på det digitale område har jo gennem de sidste år været helt fantastisk. Og på godt og ondt er vi helt sikkert alle blevet hvirvlet nye måder at købe ind på, at rejse, at finde vej og på alle måder at søge løsninger om alt, hvad vi beskæftiger os med.
Fjernundervisning! Hvad er det? Sådan var der måske nogle, der sagde før Coronakrisen.
Da DOF slog de to første hold op, var de faktisk overtegnet inden det sidste punktum var sat! Da næste skridt så var at slå 11 (elleve) hold op for at dække behovet, blev de faktisk også fyldt, og så måtte vi jo bare videre ad den vej for at være med til at give skolerne denne unikke måde at kunne kommunikere på, og for at kunne formidle oplysning og undervisning til de kursister, der nu ikke længere kunne mødes hver uge.
Nu er der fjernundervisning i gang i rigtig mange af DOF’s skoler på mange forskellige niveauer. Vi ser egentlig undervisning med deltagerbetaling, løn til undervisning og tilskud fra kommunen på den ene side. Og på den anden side god kontakt mellem deltagerne og underviseren med øvelser og fastholdelse af den interaktion, der er så vigtig, når det igen bliver muligt at komme tilbage i samme lokale, at snakke med hinanden, at grine, at svede, at tænke, at få stof til eftertanke, og at lære og at udvikle sig sammen.
Kan vi så få deltagerne tilbage til undervisningslokalerne, når Coronakrisen er overstået? Eller vil de fremover hellere sidde eller ligge eller stå foran skærmen?
Jeg er sikker på, at den tid; vi lige nu gennemgår med lukninger, isolation af enkeltpersoner eller familier, hold afstand, sprit og vask; også vil give os tid til at tænke over, hvordan vi egentlig hidtil har brugt hinanden og vores egen tid, og om der måske kunne være andre måder at bruge tiden og hinanden på. Den ’teste-/måle-/vejekultur’, som har været mere og mere dominerende gennem de sidste mange år, er vi nødt til at forholde os til. Så vi både kan leve med og udvikle kulturen i et tempo og på en måde, der gør os til harmoniske hele mennesker, der både kan præstere på arbejdsmarkedet. Men som samtidig kan være sammen med familien og lytte til og glædes over de små mentale fremskridt, der lige præcis gør os i stand til at leve sammen med andre mennesker, både når der skal præsteres, og når der skal repareres sår på sjælen.
Folkeoplysningen (og aftenskolerne) er i den grad et sted, hvor der er plads til og mulighed for at arbejde med begge dele, og jeg er overbevist om, at vi i tiden, der kommer efter denne forfærdelige krise, vil opleve en markant stigende efterspørgsel efter kurser og steder med undervisning, hvor der tydeligt sættes tid af og fokus på at være sammen.
Vi skal ikke bare smide fjernundervisningen ud, men også fremover bruge de nye muligheder, der er taget i brug til at inspirere og fastholde deltagerne. Og måske viser fjernundervisningen sig også at indeholde fællesskabsskabende kvaliteter, som vi tidligere har overset?
Men det ’at være sammen’ skal selvfølgelig ikke bare være tomme ord i en flot reklame. Der skal være tydeligt indhold bag. Og hvis man ikke lige umiddelbart har mulighed for at lave et cafémiljø, der hvor man underviser, ja så kan en kop kaffe eller saftevand i fem minutter lige efter undervisningen være den smykkesten, der giver hele undervisningen et løft. Det kan naturligvis gøres på mange andre måder, og nu er det bare op til dig som underviser, eller til dig som leder, at finde den kreative vej til ’at være sammen’ i din skole.
Lige nu vrider vi måske hænder, fordi de igangværende hold ikke kan fortsætte, fordi de nye hold ikke kan komme i gang, og fordi det normale pengeflow ikke er der. Men forhåbentlig kan vi med hinanden og med regeringens hjælpepakker komme ud på den anden side med frisuren i behold. For der er så meget behov for, at vi som samfund og som mennesker griber fat i hinanden og bliver bevidste om, hvilke værdier vi vil bygge vores samfund på, og dermed også hvordan vi vil behandle hinanden på det helt jordnære daglige niveau.
Hele denne snak giver jo god mening i at snakke om ’De ukuelige optimister’. Det er ikke noget, som jeg har fundet på, for hvis man kigger historisk på det, så har folkeoplysere faktisk ofte været en gruppe mennesker, der har været smukke i modvind. Vi tror på vores opgave! Vi tror på værdien af, at det arbejde vi gør, hjælper og giver mening for det enkelte menneske! Vi oplever ind imellem modgang, men vi står fast, og vi fortsætter!
Kan vi give hver enkelt deltager i vore skoler en ny tanke, et nyt håb, en mening med en lille bid af livet, så er lykken kommet tættere på. Måske er lykken en flygtig fugl, men finder vi først det fælles afsæt, er vi godt på vej. Jeg tror i den grad på folkeoplysningen i fremtiden. Lad os sammen hjælpe Danmark og DOF og alle skolernes deltagere på vej!!
Lykken er som en lille fugl der flyver og kommer tilbage gid den må finde hos dig et skjul og blive der alle dage.