Du er her: Medlemsservice » Info om corona » Undervisning på digitale platforme » Inspiration til digital undervisning

Inspiration til digital undervisning

Eksempler fra skoler

Her har vi samlet en række eksempler på, hvordan corona-perioden har skabt kreativitet i undervisningsaktiviterne i aftenskolerne.

Livestreaming af undervisning

Aftenskolen Fountain House, København, leder Henriette Norre Bundgaard:

"Vi har i Aftenskolen i Fountain House lavet facebookgrupper for de forskellige hold. Her fra livestreamer underviseren i det tidsrum de normalt underviser. De bruger også gruppen til deling af artikler, videoer og opskrifter. Det er ikke lige nemt i alle fag men vi gør et forsøg 😊 - og de bevarer kontakten til kursisterne, som på vores skole er psykisk sårbare."

Bryd isolationen med humor og interaktion

Sindskolerne, Aalborg – afdelingsleder Anita Weje fortæller:

"Vores kursister kommer i høj grad for at bryde med isolation og svære tanker i hverdagen.  Det kan de ikke nu. Flere kæmper med angst og det forværres af isolation og skræmmende virusser. Derfor har vi valgt en lidt anden tilgang end kvalitativ online undervisning og i stedet skabe sammenhold og små grin via vores FB. Jeg sørger for at passe profilen gennem hele dagen/aften, og jeg opfordrer kursisterne til interaktion i form af kommentarer og billedindlæg. Jeg forsøger at skabe glæde gennem de små videoer. Små opgaver og et forsøg på live-streaming. Professionelt er det ikke. Men hjertelig og ret ægte Anita-agtigt - dét er det. Vores kursister og jeg har et tæt forhold.

Live-streamer slægtsforskning

Hos leder Kirsten Ærø på DOF Næstved Aftenskole er skolens underviser i slægtsforskning, Torben Albret Kristensen, gået i fuld gang med at live-streame sin undervisning via youtube. Holdets 'fremmødte' deltagere bliver krydset af i begyndelsen af seancen – og undervejs kan de stille spørgsmål etc. via mail og sms.

Klaver-kontakt kræver kreativitet …

I DOF Næstved Aftenskole holder klaverlærer Jonas Jæger kontakt med sine 11 deltagere via flere flader, såvel skriftligt som med lyd og billede samt pr. telefon:

Den enkelte elev får individuelt tilpassede noder tilsendt (det er planen, der skal nye numre/opgaver ud på noder hver uge) – og nogle får også en lydfil tilsendt.

Jonas bruger nodeprogrammet Sibelius, som fungerer ret godt til hans og deltagernes behov, og dét suppleres med 'møder' via Facetime, hvor den enkelte deltager og Jonas kan spille hhv. vise/undervise hinanden. Desuden opfordrer Jonas deltagerne til at ringe til ham, hvis de har spørgsmål.

Ud over forberedelsen af materialet, holder Jonas den øvrige kontakt og undervisning i det sædvanlige tidsrum, hvor deltageren plejer at få sin undervisning. I alt har Jonas 35 elever på denne måde – og med en enkelt undtagelse fungerer det fint for alle på de forskellige niveauer.

DOF Yogaskolen i Nyborg er i luften!

DOF Yogaskolen i Nyborg er i fuld gang med livestreaming af nogle af skolens yogahold: Der kører 7 hold online med deres sædvanlige underviser og på de sædvanlige undervisningstider  - og deltagerne er meget tilfredse. Undervisningen foregår via videokonferencen ”Zoom".

Derudover har skolens Qigonglærer lagt en 1,5 times undervisningsvideo ud til sine to hold og hun livestreamer sin undervisning på 7 hold til deltagerne.

Endelig har skolen andre yogahold som har fået Youtube-links udsendt til  inspiration til yogaundervisning.

Skolens leder, Finn Jensen, har sammen med samrådet taget initiativ til dialog med kommunen om aftenskolerne udfordringer pga. corona.

Den mentale omstilling

Hos aftenskolen Pas På Hovedet har leder Nicolai Aaen og hans undervisere praktiseret online-undervisning gennem flere år. Lige nu kører der kurser i ’bindevævstræning’ og ’energistyring’, og snart kommer også yoga og ’fascial flow’ ud i online-udgaver.

Undervisningen tilbydes til 8 deltagere ad gangen; den er godkendt af Københavns Kommune, og skolen benytter ’Zoom’ som platform, suppleret med Facebookgrupper.

På spørgsmålet om, hvilke udfordringer, skolen og underviserne er stødt på i arbejdet med onlineundervisning, svarer Nicolai, at han oplever det primært som en mental øvelse at oversætte fysisk undervisning til det digitale format, og han er netop nu i gang med at lave en guide med anvisninger og gode råd.

Bare Damer i kaotisk kakofoni

På Frederiksberg ved København har også korleder Kim Barkenskjold Andersen kastet sig ud i forsøget med onlineundervisning – i dette tilfælde korprøver – med sit hold, koret Bare Damer. Koret med det friske og iøvrigt meget retvisende navn er et hold i DOF-aftenskolen MUA (Musikaftenskolen) Frederiksberg.

I skrivende stund har Kim og hans Bare Damer afholdt 2 øve-aftener via platformen Zoom, og Kim fortæller: ”Første gang gik det egentlig meget godt, dog med lidt udfordringer: For eksempel kunne vi på grund af den store forsinkelse i dataoverførslen, ikke synge samtidigt - det lød helt utrolig kakofonisk.” Men problemet lod sig dog til dels løse, fortæller Kim videre: ”Hvis alle deltagerne - undtagen dirigenten - slukker for deres mikrofon, så kan det godt fungere. Så hører den enkelte deltager kun sig selv og dirigenten + klaver. Desuden bør man bruge chat-funktionen, hvis man skal spørge om noget eller har en kommentar - det bliver nemlig for uoverskueligt, hvis folk bare taler i munden på hinanden”, siger Kim, der også fortæller, at han har brugt Zooms ’del skærm’-funktion til at indstudere et nyt korarrangement med sangerne. ”Alt i alt en ok koraften”, var Kims konklusion efter Bare Damer online, dag 1.

Undervisningen ved næste korprøve blev noget mere udfordret, til trods for, at Kim havde gjort sig anstrengelser for at tilpasset aftenens program efter de erfaringer, han havde gjort sig efter første undervisningsgang. Alt burde egentlig bare køre som smurt – ”Men, men, men…”, fortæller dirigenten, ”så var båndbredden blevet så lav, at vi alle hakkede og faldt ud jævnligt, så det blev mest af alt et slags socialt samvær i stedet - og det er såmænd også godt J ”, slutter han – og det er i hvert fald en vigtig pointe: At vi – i regi af ’det muliges kunst’ - kan holde kontakten til hinanden og vedligeholde det vigtige fællesskab, vi måske nogle gange tager lovlig meget for givet …

Musik på mange flader

Steffen Engebæk, leder af DOF Kulturskole Kolding og Sydjyllands Musikskole fortæller, at han har rigtig travlt med at løse skolens nye udfordring: At tilbyde deltagerne meningsfuld undervisning – hjemmearbejdspladser og forsamlingsforbud på trods.

”Alle vores lærer underviser hjemmefra ind til videre”, skriver Steffen – og fortæller videre, at skolen livestreamer morgensang og undervisning i musikteori, og at lærerne derudover  underviser online i instrumentalfagene trommer, klaver og sang. Skolen har valgt at dele holdene op, så deltagerne får deres undervisning én ad gangen, og det foregår over en række forskellige platforme: Facetime Skype, Youtube og almindelige mobilopkald.

Af udfordringer har skolens undervisning haft bøvl med det til tider stærkt overbelastede internet, men dette har man løst ved at køre undervisningen på andre tider af døgnet. I den positive afdelingTil gengæld fortæller Steffen, at Kolding Kommune har udvist stor forståelse for situationen: ”Kommunen har givet os fri mulighed for at undervise online, og vi skal ikke betale aflyste timer tilbage” -  

Positive undervisere gi'r glade deltagere

På DOF-aftenskolen Den Rytmiske i Nordkraft i Aalborg, er leder Anne Marie Olesen – i daglig tale kaldet  Mie - fuld af energi og gåpåmod – og det samme synes at gælde for såvel skolens undervisere som deltagere:

”Kort sagt: Jeg synes, vi er nået langt og at det kører tilfredsstillende – som leder er jeg så glad!”, skriver Mie, og fortsætter:

”I skrivende stund [26. marts, red.] er ca. halvdelen af mine undervisere og hold i gang med at lægge om til digital undervisning. Lige nu er det 27 undervisere.

Umiddelbart oplever jeg, at vore kursister med på bølgen, og at de synes, det er super, at der sker noget. Og når underviseren også er positivt indstillet, så smitter det af på kursisterne.

Vi underviser i blandt andet salsa, kor, instrumentalfag som trommer, sang, saxofon og guitar, og desuden kører der hold i blandt andet KOL-sang, børnerytmik og PD-dans (dans for Parkinsonramte)", fortæller skolelederen - i en hurtig melding mellem en masse møder, blandt andet om folkeoplysningen under coronakrisen.

Undervisningen på Den Rytmiske i Nordkraft foregår via Skype og Zoom – som rigtig mange af underviserne nu tager på DOF’s kursus i.

Som dokumentation for at undervisningen har fundet sted, sender underviserne link til mig eller inviterer mig ind i gruppen som deltager.

Endelig har skolen også skabt en slags virtuelt lærerværelse, med en erfa-gruppe – det foregår på en lukket FB gruppe, hvor skolens ansatte udveksler ideer vedr. undervisningen.

Mie ser også det gode, der kommer ud af krisen: ”Det er interessant at se, hvor mange der holder ved – og det positive ved denne situation er, at vi nu udvikler redskaber og metoder til, hvordan vi kan takle lignende situationer fremover.”

Rådgivning og menneskelig kontakt

John Kalo, leder af Gigtskolen, skriver, at han og skolen er i fuld gang med at følge DOF’s initiativ om ’Aftenskole 24/ 7’ – og han skriver:

”Vi har nu 5 træningsvideoer ude på Youtube og 3-4 stykker på Gigtskolens Facebook. Derudover er 2 undervisere i fuld gang med telefonisk at kontakte de deltagere, som ikke har mail eller er på sociale medier, for at opretholde den menneskelige kontakt og rådgive deltagerne i forhold at fastholde deres motionsvaner.”

Keep IT Simple - fotoundervisning på højt plan og ny platform …

Også Fotoskolen Fatamorgana i Københavns nord-vestkvarter har haft take-off på nye tiltag, så undervisningen ikke går i stå - men online.

På skolen er hverdagen i og for sig ’business as usual’ – bortset altså lige fra, at stort set alt er anderledes - og skolens leder, administrerende direktør Morten Nilsson, fortæller:

”Vi har ikke lavet om på vores skema på anden måde end at al undervisning er flyttet online. Alle vore 25 elever deltager, nogle sidder nu i Sverige og på Island, men det kører fint.”

"Vi bruger Facebook-grupper til al kommunikation, og så bruger vi Google Meet, som er en del af Google G Suite, når vi har gennemgang og billedkritik. G Suite er en betalingsløsning, uden loft på antal mødedeltagere. I den gratis version kan der kun være 10 deltager. Vi har valgt G Suite, da vi allerede brugte Googles drev, men vi kunne også have valgt Zoom. Den funktion, der er vigtigst for os, er muligheden for at dele skrivebord. Eleverne kan vise hinanden og læreren deres billeder/videoer, og der er god mulighed for dialog. Det fungerer rigtigt fint.”

Om udfordringerne siger Nilsson:Det har været en lidt vild periode, vi skulle omstille skolen fra analog til digital på en weekend, så vi har lagt skinnerne, mens toget kørte. Tonsvis af problemer, der har skullet løses hurtigt, det har været megasjovt.”

Skolens leder har ét godt råd, der også er helt i tråd med skolens motto, nemlig Keep it simple! Den analoge undervisnings-virkelighed, skolen plejer at operere i, lader sig ikke overføre 1:1 til det virtuelle læringsrum.

En af Fatamorganas største udfordringer har været, at skolens elever nu sidder hjemme, hvor de pludselig skal til at bruge deres eget og ofte gamle computerudstyr. Et andet problem har været utilstrækkelig båndbredde hos nogle af eleverne, og Nilssons råd lyder derfor: ”Find hurtig en løsning, der virker for jer og hold jer til den. Vælger I en løsning, der stiller for store krav til båndbredde eller det nyeste styresystem, taber I måske elever på gulvet. Vælg et super simpelt set-up; der er mange programmer med masser af avancerede features, men hvad hjælper det, hvis vi taber halvdelen af eleverne på gulvet!? Man er nødt til at vælge programmer og tilrettelægge undervisningen efter det svageste led i kæden”, slår skolelederen fast – og fortæller også, at skolen endnu ikke har talt med kommunen endnu i forhold til tilskud og vilkår i øvrigt:

”Vores fokus har været på vores elever, og at vi har kunne fortsætte undervisningen online med samme høje kvalitet. Så må vi tale økonomi når vi er tilbage til mere normale tilstande.”, slutter skolelederen.

Grib knoglen! 

Finn Jensen, leder af DOF Yogaskolen i Nyborg fortæller: ”Jeg har en studiegruppe, hvor ikke alle deltagerne er med på IT bølgen, så vi har lavet en telefongruppe, hvor vi mødes for at tale om og diskuterer emnerne. Den ældste deltager er 88 år – og metoden virker rigtigt godt. Så det kan anbefales, hvis IT evnerne ikke slår til 😉.”

Keramik-To-Go

Aftenskolen Fountain House i København har - inspireret af konceptet ’coffee to go’ – opfundet ’aftenskole-materialepakker-ud-af-huset' nemlig et kursus-kit med materialer til de kurser, som kræver dette. Det gælder for eksempel keramik , håndarbejde og lignende kreative kunst- og håndværksfag. Derfor tilbyder skolen nu ’kreative to go’-pakker med ler, garn, strikkepinde etc., som kursisterne kan hente ved skolen eller evt. få hjem på anden vis. Så sidder underviserne klar på online-forbindelsen, mens kursisterne kan sidde klar derhjemme med deres materialer. Bum!

 


Print Friendly and PDF

Senest opdateret d. 3. juli 2020