Du er her: Medlemsservice » Info om corona » Genåbning og retningslinjer » Tips og gode råd

Tips og gode råd om retningslinjer

Her har vi samlet en række erfaringer, gode råd og tips til overvejelser om retningslinjer. Ideerne er samlet ind på de møder, vi har afholdt med skoleledere og fagfolk indenfor forskellige faggrupper.

Det er stadig meget vigtigt, at I først læser de samlede retningslinjer og omsætter dem til en praksis, der passer til lige nøjagtig jeres lokaleforhold og målgrupper.

Link til retningslinjer for indendørs åbning af foreningsaktiviteter

Link til retningslinjer for udendørs åbning af foreningsaktiviteter

Hygiejne og rengøring

  • Desinfektion (afspritning eller lignende) af overflader kan ikke erstatte rengøring med vand og sæbe. Ifølge Statens Serum Institut har desinfektion ikke den ønskede effekt, hvis ikke overfladen er rengjort, så lokaler skal gøres rene af stedets rengøringspersonale
  • Pas på jeres undervisere, sørg for at de hele tiden er udstyret med håndsprit og rengøringsservietter og at I kommunikerer omkring retningslinjer og tvivlsspørgsmål
  • Sørg for håndsprit udenfor undervisningslokalet, så deltagere og undervisere kan spritte hænderne af, inden de går ind
  • Sørg for at der er sæbe, engangshåndklæder og håndsprit ved alle toiletter
  • Sørg for at der er information ved toiletter om hygiejne og rengøringsforhold
  • Informer både i fællesarealer og undervisningslokaler. Brug gerne de informationsplakater, der er stillet til rådighed af Sundhedsstyrelsen.
  • Husk også at lave opslag om de specifikke retningslinjer i lokalerne.

Særligt om det sociale

  • Del ikke kopper og termokander - medbring egen kaffe/the
  • Hold pause med kageordningen og medbring egne snacks
  • Undgå knus og håndtryk
  • Brug øjenkontakt og corona-fodhilsen
  • Tal med hinanden om usikkerheden, og hvordan I kan nedbringe den

Særligt om bassinundervisning

  • Undgå så vidt muligt at bruge redskaber. Hvis der alligevel bruges redskaber, skal disse rengøres dagligt med vand og sæbe og skrubbes med en børste. Statens Serum Institut står gerne til rådighed for individuelle råd og vejledning på tlf. 32683268.
  • Lav en plan for, hvordan I overholder 1 meters afstand i omklædningsrum
  • Informér og sæt plakater op om adfærd i omklædningsrummet
  • Sprit skabsnøgler af mellem holdene eller undgå brug af skabe
  • Overvej en byttezone et sted i bassinlokalet, hvor et hold kan holde sig klar efter omklædning, mens holdet i bassinet kommer op
  • Der er mange sårbare målgrupper i bassinundervisningen, de skal selv vælge, om de tør komme til undervisning, når I har informeret grundigt om, hvordan aftenskolen lever op til retningslinjerne
  • der findes en maske, der dækker hele ansigtet, når man er i vand.  Se eksempel her

Særligt om korundervisning

  • Organisér ankomst på forskellige tidspunkter, så myldretid i indgangen undgås
  • Medbring så vidt muligt egne noder, instrumenter
  • Husk afspritning af tangenter, nodestativer og armlæn
  • Hold 2 meter fri til alle sider ved sang
  • Syng i samme retning, ingen halvbue-opstillinger men opstilling i forskudte rækker
  • Øv så vidt muligt udenfor - med afstand
  • Enhver bliver ved sin plads - ingen går rundt, mens man synger
  • Udluft lokalet - gerne et par gange i timen

Koncerter

  • lad fællessangen med publikum foregå udendørs; gør det til en begivenhed, fx. forud for selv koncerten
  • livestream jeres koncert til alle dem, der ikke kan være med
  • bed på forhånd publikum om selv at have printet program/sangblad eller have det med elektronisk

Kor og orkestre i næste sæson … hvor kan vi være?

De fleste af os håber på, at det meste kan fungere som sidste år - men antag, at det kan det ikke, så det er klogt at tænke i en Plan B:

  • Gå sammen og dan netværk: Husk, at I er mange med samme udfordringer - se det som en styrke i forhold til at få kommunen i tale.
  • Vær ’proaktiv’ og konstruktiv: Find ud af, hvilke alternative mulige øvelokaler, der kan være i jeres lokalområde. Som kor og orkestre er I jo rigtig mange øjne og hjerner til at lægge mærke til eller komme i tanke om, hvor der kan tænkes plads til jeres øve-behov. Det kunne være kantinen i en større virksomhed, kælderen under sportshallen, en stor spejderhytte, rådhusets kantine, et beboerhus ...
  • Lav en oversigt: Få et samlet overblik over hvilke ensembler, I er - hvor mange, I er i de forskellige grupperinger, og anden vigtig info. Lav en tilsvarende oversigt over de mulige steder, I kan se for jer - og hvilke udfordringer, for eksempel i forhold til varme, rengøring, instrument/klaver - den enkelte lokation har.
  • Kontakt kommunen: Hjælp kommunen med at se, at I repræsenterer en ganske stor gruppe borgere, at jeres fritidsaktivitet har stor betydning for jer - og at I med jeres research har gjort et stort og konstruktivt stykke arbejde for at undgå, at en vigtig kulturaktivitet smuldrer.

Brug 'det coronale benspænd' kreativt

En anden tilgang er at se den udfordringerne for næste sæson som et kreativt benspænd, der kan udvikle jeres kor eller orkester:

Opdel jeres ensemble i mindre ’kammer-enheder’ - i en kor kan det eksempelvis være 2 sangere på hver stemme - og hold på denne måde delprøver, der kan give god musikalsk mening. De små enheder vil kræve en sund ansvarlighed, ikke mindst musikalsk, af den enkelte deltager - og mulighed for at ’forstå’ musikken på ny, når man denne måde arbejder i et helt andet lyd-billede end sædvanligt.

Det er klart, at når det man vil, er at synge eller spille sammen i store ensembler, så kan denne opdelte prøve-strategi ikke står alene men dog fungere som et supplement og en nødløsning i stedet for helt aflyste prøver.

 

 

Print Friendly and PDF

Senest opdateret d. 6. august 2020