Hovedbestyrelsen er i arbejdstøjet

Skrevet af:

Torben Stenstrup, Landsformand

Udgivet 7. juni 2023

På en solbeskinnet fredag mødtes den nye hovedbestyrelse til det første møde, som fandt sted på Dalum Landbrugsskole i Odense. Vi har konstitueret os med Knud Birk Pedersen som næstformand og drøftede forretningsordenen, som er en slags kontrakt for det gode samarbejde i den nye hovedbestyrelse.

Derudover drøftede vi opgaverne og formålet med DOF’s tre udvalg samt rekruttering af medlemmer til disse. Hidtil har der været et Teknologi- og Kommunikationsudvalg, men det ønsker vi at nedlægge, idet vi har en stærk brugergruppe, som sammen med sekretariatet har godt fod på arbejdet med ASA og VuptiWeb. Til gengæld vil vi løfte udvalgets fokus på IT og kommunikation op i et mere strategisk lys og forankre disse direkte i hovedbestyrelsen. Hvis der opstår særlige indsatsområder, har vi altid mulighed for at skabe ad hoc-udvalg, så vi kan inddrage flere gode kræfter i særlige opgaver.

Den 6. og 7. oktober skal vi holde det første landsrådsmøde, og vi drøftede kort forretningsordenen for landsrådet, som skal behandles på dette møde.

Vi fik også lejlighed til at evaluere landsmødeweekenden og generalforsamlingen på Munkebjerg Hotel, hvor vi har fået en meget fin deltagerevaluering og mange konstruktive forslag til forbedringer. Både i forbindelse med det nye landsråd (alle 5 regionsbestyrelser + landsformanden, som mødes to gange årligt) og landsmødet (hvert forår og hvert 2. år med generalforsamling) er vi i den nye hovedbestyrelse optaget af at skabe dynamik, inddragelse og en stærk oplevelse af engagement og fællesskab omkring udviklingen af DOF. Vi vil gerne have mange flere medlemsskoler til at møde frem til landsmøderne – og gennem et stærkt engagement sikre, at vi får de rette temaer belyst og styrker sammenhængskraften i hele organisationen. Kun ved at forene de lokalt forankrede kræfter med et landsdækkende perspektiv kan vi udvikle aftenskolerne sammen og skabe et relevant tilbud til mange flere danskere.

Som et nyt tiltag vil vi i hovedbestyrelsen forsøge at lave et kort resume af vores møder. Det er så første eksempel på dette, du lige har læst – og vi håber, at resumeet kan være et supplement til de mere formelle referater, så flere i DOF har lyst til at følge lidt med i vores fælles arbejdsindsatser.

Øvrige forslag eller ønsker til hovedbestyrelsens virke er altid velkomne på min mail: ts@danskoplysning.dk.