Du er her: DOF Underviser » Inspiration » Rollen som aftenskoleunderviser » Spil og leg i undervisningen

Spil og leg i undervisningen

Der er mange måder at gøre sin undervisning mere engagerende, mere levende og mere afvekslende på. En af måderne, er at integrere spil og leg i sin undervisning. Vi har samlet nogle eksempler sammen.

Af Natacha Holst Hansen

Med spil og leg kan du bringe hygge og fælleskab ind i aftenskoleundervisningen. Du kan bruge det til at bryde isen mellem dine deltagere, repeterer verber i din sprogundervisning, eller sågar indbyde til mere deltager-medbestemmelse i et forløb. Når du først har prikket hul på dine egne ideer til, hvad spil og leg kan bruges til, så er det kun fantasien, der sætter grænser.

Hvorfor er det en god ide at bruge spil og leg i sin undervisning?

Spil og leg kan bruges på mange forskellige måder og til mange forskellige formål. Men fælles for dem alle er, at du har mulighed for at introducere fagligt og relevant indhold på en ny, sjov og hyggelig måde. Når du introducerer et spil i din undervisning, vil deltagerne mærke, at fællesskabsfølelsen bliver styrket. Du kan også bruge det til at variere din undervisningsplanlægning, så der kommer en lille energi-øvelse eller et naturligt afbræk fra traditionelt gruppearbejde eller klasseundervisning.

Hvilke spil kan bruges?

Stort set alle spil, hvor man er flere om at spille er gode at bruge. Især er der de senere år kommet rigtig mange digitale muligheder – i form af f.eks., online quizzer. Dem starter vi med:

De online spil

Kahoot
Kahoot er enormt populært både i folkeskolen og i gymnasier. Kahoot er en online platform, hvor du opretter en bruger og derefter konstruerer dine helt quiz-spørgsmål. Når du gennemfører kahooten i din undervisning, spiller alle deltagere med via deres smartphone eller computer. Der ligger også mange færdige spil med forskellige temaer tilgængelige.

Opret din kahoot-profil her: https://create.kahoot.it/login

Tilfældig navneleg
Gør det sjovt og tilfældigt, når du skal vælge en deltager ud i din undervisning. Du udfylder blot hjulet med deltagernes navne eller endda øvelser, dansetrin, sange, osv., og trykker ”Spin”. Så vælger hulet tilfældigt.

Prøv det her: https://www.classtools.net/random-name-picker/

Hvem vil være millionær
Hvem vil være millionær er et populært Tv-program, vi alle kender. Hans Pilgaard har inviteret en deltager eller en kendis i den varme stol, og der er 15 spørgsmål op til millionen – er du klar til at spille?

Hvem vil være millionær findes også en online skabelon udgave. Du vælger selv, om du i din forberedelse har forberedt quizspørgsmålene. Eller om du på aftenskolen sætter deltagerne i gang med at arbejde sammen i små grupper om at forberede deres egne spørgsmål. De kan være fag – og aftenskolerelevante eller bare handle om alt mellem himmel og jord. Uanset hvad, er det vanvittigt morsomt og kan også få konkurrencemennesket op i selv de bedste af os.

Online skabelonen finder du her: https://www.superteachertools.us/millionaire/

Spændingen under en sådan klassiker kan også forøges med den helt rigtige underlægningsmusik: https://www.youtube.com/watch?v=KrMZ5NsrBf0

Jeopardy
Jeopardy-spillet nyder samme popularitet som Hvem vil være millionær, og findes også i en online udgave, hvor du kan bygge og udfylde dit eget Jeopardy-spil. Udfordringen ved Jeopardy, som vi kender den, er jo, at svaret er et spørgsmål. Derfor skal Jeopardy helst bruges i sammenhænge, hvor dine deltagere er godt inde i det faglige stof i forvejen.

Online skabelonen finder du her: https://jeopardylabs.com/

Og heller ingen Jeopardy uden musik, mens man tænker. Denne udgave tæller ned fra 30 sek., og fungerer derfor samtidig som et stopur: https://www.youtube.com/watch?v=73tGe3JE5IU

Ligesom du kan finde kahoots med forskellige temaer, kan du også finde både Hvem vil være millionær- og Jeopardy-spil, hvor kategorier og spørgsmål allerede er lavet.

De analoge spil og lege

Det er ikke i alle sammenhænge, man har et lærred og en projekter til rådighed; eller alle fag og undervisningssammenhænge det passer til. Men der er heldigvis mange spil og lege, som sagtens kan bruges i alle mulige sammenhænge.

Et spil kort eller terninger
Et spil kort eller terninger kan medbringes og bruges, som de er, til alt, hvad du kan komme i tanker om. En idé kunne være, at kombinere et tal, en farve eller en kulør med et ord, en dansetrin, en øvelse, (tilpasset præcis det, du underviser i) og deltagere enten slår med terningerne eller trækker et kort af bunken.

Margretheskåls-quiz
Små sedler eller kort, hvorpå der står det, der lige præcis er relevant for din undervisning – en sang, en ret, et dansetrin – lægges samlet i skål. Du eller en deltager trækker en seddel af gangen, og grupperne eller fællesskabet kan byde ind. Hvis du skal bryde isen på dit aftenskolehold, kan dette også bruges til gæt og grimasser.

Hvem er jeg?
Denne lille leg er god at lave to og to eller i mindre grupper. Små sedler med fagrelevant indhold – en kendt person eller en sang – skrives på, og sedlen klistres i panden. Så er det personen med sedlen i pandens opgave at gætte, hvad eller hvem de er. Partneren eller gruppen må kun svare ja eller nej.

Print Friendly and PDF

Senest opdateret d. 10. januar 2019