Du er her: Medlemsservice » Aftenskolehåndbogen » Arbejdsgiverforpligtelser » Rygeloven

Rygeloven

I henhold til rygeloven skal aftenskoler leve op til følgende:

1. Rygepolitik

I henhold til rygeloven er det arbejdsgiverens ansvar at udarbejde en rygepolitik for arbejdspladsen.

Rygepolitikken skal som minimum indeholde følgende to elementer:

a) Oplysninger om, hvorvidt der må ryges på arbejdspladsen og i givet fald en beskrivelse af, hvor der må ryges. Formuleringen heraf kan fx være "Rygning forbudt alle steder indendørs", "Rygning kun tilladt i afmærkede lokaler" eller "Rygning kun tilladt på enkeltmandskontorer".

b) Oplysninger om konsekvenserne ved rygning i strid med rygepolitikken. En formulering om, at "overtrædelse af reglerne kan få betydning for ansættelsesforholdet" opfylder lovens krav.

2. Skriftlig og tilgængelig

Rygepolitikken skal være skriftlig og tilgængelig for alle ansatte. Har skolen udarbejdet ”vilkår for ansættelse” eller en personalehåndbog, vil det være relevant at skrive reglerne om rygning her.

3. Aftenskolen har ansvaret

Ligesom i arbejdsmiljølovgivningen er det arbejdsgiveren, der skal sørge for at reglerne overholdes. Arbejdsgiveren skal skride ind over for overtrædelser.

4. Arbejdstilsynet fører tilsyn

Det er Arbejdstilsynet, som fører tilsyn med overholdelse af reglerne om røgfri miljøer på arbejdspladsen. Arbejdstilsynet skal gøre dette i forbindelse med deres normale tilsynsbesøg - og det kan være forbundet med bødestraf at overtræde rygeloven.

Senest opdateret d. 8. november 2016