Du er her: DOF Underviser » Inspiration » ABC for mental sundhed
ABC for mental sundhed

ABC for mental sundhed

Gør noget aktivt, gør noget sammen, gør noget meningsfuldt! Det er budskabet i en ny kampagne, som løber igennem landet de kommende år. Målet er at sætte fokus på, hvor meget det betyder for vores allesammens mentale sundhed, hvis vi laver noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre. Samtidig skal vi have gjort flere danskere aktive. DOF deltager i kampagnen, for er der noget aftenskoler er gode til, er det netop at skabe rammer for fælles, meningsfyldte aktiviteter.

Du er som underviser en meget vigtig og helt central brik i dette, og derfor er det oplagt, at du kender til denne kampagne, der kaldes ’ABC for mental sundhed’. ABC står i denne sammenhæng for Act, Belong, Commit – og er inspireret af et australsk koncept, der har haft stor effekt. Undersøgelser herfra viser, at alle har glæde af disse effekter. Naturligvis vil mennesker, der har mentale udfordringer måske i højere grad se positive resultater af at deltage i fx aftenskolen, men også mennesker, der umiddelbart har det fint, oplever resultater. I den mørke vinter oplever de fleste dage, hvor alting virker lidt mere gråt og trist – og her hjælper det altså at være en del af et aktivt og meningsfuldt fælleskab.

Planen er, at der til efteråret laves en stor kampagne, der vil blive rullet ud i seks af landets kommuner. Men allerede nu er hjemmesiden abcmentalsundhed.dk i luften – og ud over at kunne læse mere om projektet kan du også tage en test og se, hvor mentalt robust, du selv er.

Senest opdateret d. 3. februar 2017