Masseflugt fra VUC til aftenskole01-12-2010
Af Henrik Christensen, sekretariatsleder, Dansk Oplysnings Forbund (DOF)
I det kommende år vil det vælte ind med kursister til aftenskolerne, hvis man skal tro de seneste ugers avisskriverier. I hobetal vil borgerne forlade VUC og søge mod aftenskolerne, fordi deltagerbetalingen kommer til at stige for højtuddannede, for pensionister og for efterlønnere.
I aftenskolerne er vi altid glade for flere deltagere. Men helt sådan kommer det desværre nok ikke til at gå.
Realiteten bag disse forlydender er, at partierne bag finanslovsaftalen har besluttet, at der skal være 100 % deltagerbetaling for VUC-kursister med videregående uddannelse. Desuden overvejer disse partier at hæve betalingen for pensionister og efterlønnere.
Men det er langt fra sikkert, at de, der til næste år finder VUC for dyrt, vil vælge et aftenskolekursus. Har de ikke råd til VUC, har de sandsynligvis heller ikke råd til aftenskolen.
Som udgangspunkt har aftenskolerne i årevis nemlig været tvunget til at opkræve en langt højere deltagerbetaling end VUC, fordi VUC modtager betydelig mere i økonomisk støtte pr. kursist fra staten, end aftenskolerne modtager fra kommunerne. Og fra 2011 bliver deltagerbetalingen i aftenskolerne endnu højere, idet mange kommuner i budgetlægningen har skåret drastisk i bevillingen til folkeoplysningen – ofte i størrelsesordenen 20-25 %.
Resultatet har været, at VUC over en årrække har overtaget mere og mere af den traditionelle aftenskoleundervisning, hvor deltagerne melder sig af personlig interesse, og hvor man ikke går efter at få eksamen. På VUC, som er skabt for at kvalificere borgerne til videre uddannelse eller til arbejdsmarkedet, er det i dag op imod halvdelen af kursisterne, som fravælger eksamen.
Af samme grund har Dansk Folkeoplysnings Samråd og oplysningsforbundene opfordret regeringen til at ændre tilskudsordningen, så der bliver en mere fair og lige konkurrence mellem VUC og aftenskolerne. Desværre løser de aktuelle nedskæringer på VUC slet ikke dette problem. Man undergraver VUC uden at hjælpe aftenskolerne. Det nytter således ikke at jage kursister væk fra VUC, hvis ikke de har råd til at bruge aftenskolerne i stedet.
Den egentlige løsning ligger imidlertid lige for. Faktisk midt på undervisningsministerens bord. Den kommer fra regeringens eget folkeoplysningsudvalg. Udvalget anbefaler, at staten sparer på tilskuddene til VUC-kursister, som ikke går til eksamen, og at en del af disse penge overføres til kommunerne, som bliver forpligtede til at yde en større støtte til aftenskolerne, så deltagerbetalingen kan sænkes. Dermed kan aftenskolen i højere grad blive for alle!
30. november 2010
|