DOF har store forventninger til kommunerne09-05-2011
Dansk Oplysnings Forbund (DOF) genvalgte på sit landsmøde 6. maj Ingolf Christensen, Herning, som landsformand. En post som han har beklædt siden 1998. I sin årsberetning omtalte formanden DOFs forventninger til den forestående lovrevision, på aftenskoleområdet, der er planlagt til at finde sted i maj.
"Med lovrevisionen er der lagt op til et krav om udarbejdelse af en lokal politik på folkeoplysningsområdet. DOF har store forventninger om, at dette vil medvirke til en større synlighed i det lokalpolitiske billede, hvor aftenskoleområdet mest har været kendt som spareobjekt.
En klart defineret politik på aftenskoleområdet vil forhåbentlig skabe en forståelse for, hvor vigtig en rolle aftenskolerne spiller for borgerne, såvel inden for udvikling af nye kompetencer som for oplevelsen af en meget vigtig personlig udvikling som borgere, der ønsker en fritid med mening.
Samtidig vil politikken også skulle beskrive brugerinddragelsen af aftenskolerne i det lokale demokrati, hvor det er bekymrende, at tendensen i kommunerne går mod at afskaffe folkeoplysningsudvalgene.
Lovforslaget giver desværre ingen anvisning på, hvordan der kan skabes bedre og lige vilkår for borgere i de danske kommuner, hvor der er urimelige forskelle på borgernes vilkår som aftenskoledeltagere på trods af man arbejder under samme lovgivning."
|