Aftenskolernes fremtid

Ord kan sige meget, men også for lidt, eller noget der er upræcist. I en debat kan det være et stort problem, at parterne bruger de samme ord, men at hver i sær har deres egen opfattelse af, hvad ordet dækker.

Det var i 1978 og jeg var lige blevet ansat som heltidsleder ved en større aftenskole, hvor der var mere end rigeligt at lave døgnet og året rundt med ca. 100 lærere og 4000 elever. Hver gang jeg skulle fortælle bekendte, hvad mit arbejde var, svarede jeg, at jeg var aftenskoleleder, og så spurgte de uden undtagelse: "Og hvad laver du så om dagen?". De mere frække spurgte om, hvad jeg så lavede fra april til september uden for sæsonen.

Ordet aftenskole var og er egentlig misvisende. I mit tilfælde foregik mere end 50% af undervisningen før klokken 18, og det er ikke spor usædvanligt for en såkaldt aftenskole.

Mange skoler er gået andre veje, når de skulle give deres skole navn. Der er fritidsskoler, voksenskoler, kursusskoler, kursuscentre og meget andet på listen over skoler, og ofte har man fundet på et navn, der ikke røber, at der er tale om folkeoplysende voksenundervisning.

Problemet er faktisk, at der ikke er et fornuftigt entydigt ord, man kan bruge, når der tales om de såkaldte aftenskoler, og problemet er især tydeligt, når deres fremtid diskuteres.

"Folkeoplysningens fremtid" har været overskriften på utallige konferencer, kurser, foredrag og debatter i årenes løb. Det sker mere end ofte, at de, der diskuterer dette emne, tager hele folkeoplysningsområdet med i diskussionen.

Så sidder man der og siger folkeoplysning og tænker på aftenskolerne, mens de andre siger folkeoplysning og tænker på højskoler eller daghøjskoler eller noget helt tredje.

Værst er det, når de, der debatterer folkeoplysningens fremtid ikke selv har aftenskoleerfaringer, og ofte ikke ved, at en aftenskole har meget lidt med en skole i traditionel forstand at gøre, med de begrænsninger, der følger heraf.

De fleste forbinder ordet skole med et fysisk sted, hvor leder og lærere ses jævnligt og taler om fag, pædagogik og indhold, et sted, hvor lærerne føler, de hører til og kender hinanden, et sted hvor kursisterne kender lederen personligt osv. Noget der kun er en mulighed i de færreste aftenskoler, og som de fleste slet ikke kan tilvejebringe med de tilskud, der er til rådighed.

Derfor har mange uden aftenskolebaggrund forestillinger om, hvad aftenskolerne kan og bør i fremtiden, der ligger lysår fra den virkelighed, som de enkelte aftenskoleledere kender. Man kunne af og til forledes til at tro, at nogen er af den opfattelse, at aftenskolerne får bevillinger som public service virksomhed og ikke som en trængt virksomhed, der arbejder på markedsvilkår i en svær branche.

Der skal to ting til, for at få den debat på ret køl. For det første må overskriften snævres ind til "Aftenskolernes fremtid". Selvom ordet som nævnt ikke er dækkende, så må debatten tvinges derhen, hvis aftenskolerne ikke blot skal drukne i de i øvrigt smukke ord om folkeoplysningens grundlæggende værdier.

For det andet må aftenskolelederne selv komme på banen og tage del i debatten og fortælle om skolernes vilkår og kvaliteter. Skolelederne har i mange år været alt for tavse, og mange har valgt at "lukke biksen" i stedet for at deltage i debatten.

Først når vi alle taler samme sprog kan vi  få en konstruktiv debat. Lad os derefter komme i gang med at diskutere "aftenskolernes fremtid" med deres vigtige rolle i den samlede folkeoplysning.

Robin Kristiansen

konsulent i DOF