Kan vi stole på statsministerens ord?01-12-2004
Med dette sidste nummer af DOF NYT i 2004 nærmer vi os julen og det nye år. Det forgangne år har på mange måder været et godt år for Dansk Oplysnings Forbund, selv om det for mange af vore medlemsskoler også har været et vanskeligt år.
2004 blev året, hvor regeringens kraftige besparelser på folkeoplysningsområdet for alvor slog igennem med stigende priser, færre hold, reducerede timetal og et foruroligende frafald blandt nogle af samfundets økonomisk svagere grupper.
Det er en ærgerlig og langt fra tilfredsstillende udvikling i en tid, hvor der tværtimod er brug for at opruste og forstærke den folkelige oplysning i Danmark. Netop fordi både samfundet og tilværelsen for den enkelte bliver stadig mere kompleks og mindre overskuelig, så er der brug for igen at give alle borgerne muligheder og tilbud om på rimelige vilkår at dygtiggøre sig, søge ny viden og dyrke det fællesskab, som har været kernen i den danske folkeoplysningstradition i de sidste 100 år, og som har medvirket til, at vi danskere udgør et homogent folkefærd.
Måske er der lys forude, for statsministeren har på partiets seneste landsmøde anlagt en ny tone i debatten om vore uddannelser.
Fra alene at fremhæve og prioritere faglighed, prøver og tests, så siger statsministeren nu, at det er nødvendigt at tage hele folkeskolelovens formålsparagraf alvorligt, hvori der bl.a. står:
”Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
En formålsformulering, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at fremsætte og få vedtaget i folketinget i 1993.
Statsministerens erkendelse er interessant – også for folkeoplysningen og aftenskolerne, fordi spørgsmålet om demokratiets og folkestyrets vilkår og overlevelse jo ikke blot er et anliggende for børn og unge, men i lige så høj grad omfatter den voksne befolkning. Og netop de begreber, som folkeskolens formål rummer, er de kvaliteter, som folkeoplysningen har beskæftiget sig med i årtier, men som har haft trange vilkår i de senere år.
Når statsministeren ved samme lejlighed bebudede et massivt løft af efter- og videreuddannelsen i Danmark efter at have gennemført nedskæringer hvert år i tre år, så må man gå ud fra, at folkeoplysningen bliver en del af denne samlede indsats, hvis statsministeren skal bevare sin troværdighed. Det bliver spændende i det kommende år at opleve de nye budskaber omsat til virkelighed.
Og bliver det virkeligheden for folkeoplysningen, så venter der også aftenskolerne nye udfordringer. Krav om fornyelse og et stærkere samfundsmæssigt engagement vil trænge sig på – og det være sagt uden at kaste vrag på gode og traditionelle aktiviteter, som stadig samler hundredtusinder af medborgere hvert år.
Med til udfordringen hører også udmøntningen af kommunalreformen. Et nyt kommunalt landskabsbillede med langt færre og større kommuner vil stille nye krav til DOF’s mange skoler. Krav om både at markere sig som enkeltskole og samtidig være indstillet på et nærmere samarbejde med de øvrige medlemsskoler for at stå stærkest muligt under etableringen og i udviklingen af den nye storkommune.
Udfordringen for de nye kommuner bliver at finde balancen mellem de centralistiske løsninger, som på nogle områder er oplagte, og samtidig på andre at fastholde den lokale forankring for at skabe den tryghed og overskuelighed, som betyder meget for mange mennesker. Og det er her flere tusinde aftenskoler har noget at tilbyde og bidrage med i de nye meget større kommuner.
Tradition for nærhed, fællesskab, engagement og omsorg kombineret med muligheden for at blive klogere på sig selv og sine omgivelser er kvaliteter, der også vil være brug for, når de nye enheder skal tage form fra år 2007.
|