Ingenmandsland

De fleste danskere bliver mere og mere krævende, når de skal have pungen op af lommen. Men hvis kvaliteten er i orden, så er økonomien ingen hindring. Så betaler folk med glæde store summer for at få dækket deres behov for oplevelser, velfærd, sundhed og velvære.

Denne udvikling rammer naturligvis også aftenskolerne. Hvordan er vilkårene så, hvis aftenskolerne vil forbedre kvaliteten?

Udviklingskonsulenter, politikere og andre fuldtidsbeskæftigede i undervisningssektoren, der lever fjernt fra aftenskolernes virkelighed, er ikke i tvivl om, at en skoleleder skal kvalitetsforbedre ved at arbejde med sit vigtigste råstof - lærerne. Det er god latin i de fleste undervisningssektorer - blot ikke i de fleste aftenskoler, for der er nogle voldsomme barrierer, som kun de allersejeste ildsjæle kan se bort fra.

Der er ikke tradition eller mulighed for ret megen udvikling mellem aftenskoleleder og lærer, og langt de fleste steder har de ingen anden dialog end den, der drejer sig om praktiske problemer med løn, lokaler og programtekster.

Dels er det svært at overbevise lærerne om, at tiden til faglige møder er medregnet i lærerlønnen, selv om der betales for forberedelse, og dels findes der sjældent en naturlig fysisk ramme for den slags samarbejde. Rigtig mange ledere administrerer fra dagligstuen.

Desuden er lederen sjældent på faglig omgangshøjde med læreren, hverken fagligt eller pædagogisk, og det er ikke usædvanligt, at en lærer kun har ca. fire-fem ugentlige timer i en bestemt aftenskole. Måske har samme lærer også beskæftigelse i et par andre aftenskoler, eller et andet job ved siden af, og så er det svært at få tid til at deltage i pædagogisk samarbejde alle steder. Lederne har heller ikke megen tid at give af. Nær ved 80% af DOFs skoleledere har 8 timers løn eller derunder om ugen til ledelse.

Kort sagt - feltet mellem leder og lærer er ofte et pædagogisk og fagligt ingenmandsland.

Man bør holde sig disse vilkår for øje, før man prøver at animere til kvalitetsudvikling, hvor et lærer/ledersam-arbejde er en forudsætning.

Kræfterne bør bruges på skolesammenlægninger eller administrativt samarbejde mellem medlemsskolerne. Noget der allerede med kommunalreformen er sket hos de konkurrerende forbund, som dermed kan hyre ledere med højere ansættelsesgrad.

En anden farbar vej for skolerne er en faglig specialisering, som den allerede kendes fra en række DOF-skoler. Her er der mulighed for at ansætte en leder, der er fagligt funderet i de fag, skolen samler sig om. Her kan kvalitetsudviklingen bedre foregå, for her er leder og lærer fagkolleger.

Den tredje mulighed er de skoler, der er så små, at lederlønnen er ligegyldig. Engagement fra lederen og entusiasmen fra de lokale lærere og kursister kan sikre samarbejdet om kvaliteten og holde skolen oven vande, selv om økonomien er beskeden.

Imens denne udvikling udfolder sig, bør vi overveje, hvordan vi ved næste lovrevision sikrer bedre fysiske og økonomiske rammer for pædagogisk arbejde og kvalitetsudvikling.