Har de penge eller hva'?23-08-2005
Hvert år til august er det spændende at finde ud af, om det bliver et godt eller dårligt aftenskoleår.
Naturligvis er der mange individuelle forhold, der har betydning - men alligevel. Der er ofte nogle fællestræk, der gør sæsonerne gode eller dårlige.
Jeg husker fra min tid som aftenskoleleder, at der nogle år var mange fortrydeligheder hos kursisterne, fordi der var sket en beskeden prisstigning.
Andre sæsoner gled selv større stigninger ned uden mislyde.
En skrøne fortæller, at man i sin tid kunne drage paralleller mellem kvindernes kjolelængder og rigets økonomiske tilstand. Bare det var så nemt. Men alligevel erindrer jeg, at det var sværere at få folk til at betale, når bilsalget var dårligt, og det hang selvfølgelig sammen de finanspolitiske forhold.
Det kunne være rart, hvis vi kunne bestille en sikker målestok hos Instituttet for Fremtidsforskning eller Socialforskningsinstituttet, så vi ca. medio april, når brochuren skal laves, kunne vide om det bliver et godt eller dårligt aftenskoleår. Man skal jo ikke sætte priserne alene efter budgettet, men også efter hvad kunderne formår at betale.
Ingen er vel i tvivl om, at danskernes forbrug topper for tiden, og bilsalget er forrygende, så det lyder jo besnærende. Spørgsmålet er så bare, om det er aftenskolernes kernedeltagere, der har mange penge mellem hænderne.
En nylig undersøgelse konkluderede, at borgere på overførselsindkomster, herunder pensionister, er sakket agterud i forhold til udviklingen.
Helle Thorning Schmidt forsøgte sig med at lancere et takststop på institutionspladser, men blev overhalet af virkeligheden, da regeringen allerede var i gang med reformer på området
Hendes våbenfælle Mette Frederiksen argumenterede i en efterfølgende TV-debat ad samme linje, men forsøgte klog af skade at trække argumentationen væk fra institutioner og hen i uddannelsesområdet, og her var der måske noget at komme efter. Hun glemte bare at nævne aftenskolerne.
Vi har skattestop, men tilsyneladende er det de mest velhavende, der har fordel af det med mulighed for storforbrug. Det er bare ikke dem, der er storforbrugere af aftenskolerne.
Aftenskolernes brugere er for en stor del folk på overførselsindkomster, og for en stor del også dem, der bruger offentlige transportmidler, hvor taksterne stiger uophørligt.
Det er på høje tid med et takststop på aftenskolepriserne. Det bliver ikke nemt, men det kunne måske blive bedre ved at give kommunerne frie hænder til selv af fastsætte tilskudsbrøkerne. - For vi har vel kommunalt selvstyre eller hvad?
Partiet Venstre skriver på sin hjemmeside følgende: "Venstre ønsker, at kommunerne skal få et større ansvar for at prioritere, hvor mange offentlige kroner der skal gå til hvilke folkeoplysende aktiviteter."
Men de har vist glemt at skrive, at de har sat et stort, ubøjeligt samlet maksimum i tilskudsreglerne, før kommunerne får lov at prioritere.
Sku' det gå helt galt, må man jo til at nøjes med at lave kurser for de velhavende.
God sæsonstart!
|