Slip aftenskolerne fri14-06-2006
Kommentar i DOF NYT juli/august 2006 af konsulent Knud Knudsen
En konsekvens af kommunalreformen er bl.a., at der mange steder skal træffes politiske beslutninger om nye fælles retningslinier, der forhåbentlig fremmer folkeoplysningens aktualitet, så måske skulle man lige drøfte værdien af, og rimeligheden i de begrænsninger som det 33 år gamle - og for længst ophævede begrænsningscirkulære - har medført.
Hvis man vil det - kan man lokalt inddrage aftenskolen i kommunens politikområder - men det kræver lokalt initiativ og drøftelse.
Folkeoplysningen har i mange år været præget af, at de enkelte kommuner på mange områder selv kan fastsætte helt lokale regler - en frihed som har gjort, at vi har vidt forskellige ordninger for tilrettelæggelse, tilskudspraksis m.m. fra kommune til kommune, og det kan naturligvis gøre det igangværende arbejde svært - men vigtigt og måske endda udviklende.
Den lokale frihed har heldigvis medført, at der i mange kommuner er vedtaget regler og politikker, der helt naturligt tager udgangspunkt i det lokale behov, samt at fritidspolitikken i videst muligt omfang kan imødekomme borgernes individuelle behov og ønsker – en udvikling vi meget nødig skal sætte over styr, når sammenlægningsudvalgene nu samordner de hidtidige lokale regler og sædvaner.
Meget inden for folkeoplysning bygger jo på sædvane - tag blot sådan en ting som aftenskolelovens begrænsningscirkulære fra 1973, som er noget af det eneste (bortset fra deltagerbetaling), hvis sædvane blev overført til folkeoplysningsloven - en sædvane som man lokalt kan og bør drøfte i forhold til de lokale fritidspolitikker.
Begrænsningscirkulæret var jo kun vejledende - men sædvanen er svær at ændre, og vi oplever stadig, at folkeoplysningsudvalgsmedlemmer anser det forgangne cirkulære som et stykke papir der forbyder visse fag og emner som folkeoplysende voksenundervisning (så undgår man da også diskussionen i udvalget)
Vi må håbe, at arbejdet med kommunalreformen har givet anledning til også at drøfte folkeoplysningslovens emnebegrænsninger fordomsfrit her 33 år efter at et nu for længst ophævet cirkulære trådte i kraft.
Det virker på mange mennesker helt urimeligt, at f.eks. nogle motionsfag ikke må etableres som tilskudsberettigede undervisningsfag, når vi samtidig dagligt bliver mindet om vigtigheden af, at vi selv ”tager hånd om eget liv” - f.eks. ved ændrede kost og motionsvaner.
Hvor er det mere nærliggende at få den nyeste viden på området, end i den lokale aftenskole, men lokale begrænsningsregler lægger i mange tilfælde hindringer i vejen for at aftenskolen kan tilbyde et samlet undervisningstilbud, der f. eks. indeholder både kost- og motion, en hindring som ofte har rod og tradition i et gammelt og vejledende cirkulære.
For mange mennesker gælder det også, at de ikke føler sig tiltrukket af øvrige lokale motionstilbud - eller at funktionsnedsættelse (handicap) ikke gør deltagelse mulig.
Deres inderste ønske er at deltage på voksenundervisningens vilkår, og derfor må vi håbe på, at de lokale drøftelser der netop foregår i disse uger omkring nye retningslinier, må munde ud i en større forståelse for netop aftenskoleundervisningens store mulighed for at bidrage til en lokal folkeoplysende indsats, der forhåbentlig også spiller sammen med kommunens politik og strategi på det sundhedsfremmende område.
Slip aftenskolen fri, og lad borgeren få et reelt frit valg - et valg de jo betaler for.
Knud Knudsen Konsulent
|