Ny viden
Nye muligheder

Nyhedsarkiv

DOF skal have ny direktør!

10-03-2006

 

Ole Vig Jensen forlader direktørstolen, når han den 15. september har været rorgænger i DOF i lidt mere end 7 år.

Til den tid vil Ole Vig Jensen være fyldt 70 år, og selv om mange gerne havde set ham fortsætte endnu nogen tid, er der vel samtidig også stor forståelse for, at familien nu skal prioriteres højest.

 

De 7 år med Ole Vig i spidsen for personalet har været en periode, hvor Dansk Oplysnings Forbund er rykket markant på den folkeoplysende arena i Danmark. Både når det drejer sig om volumen, men også på det økonomiske felt har udviklingen iøjnefaldende, og Dansk Oplysnings Forbund er i dag anerkendt i alle kredse som en god og troværdig samarbejdspartner.

 

Det gør ondt i enhver virksomhed, når gode medarbejdere forlader skuden af den ene eller anden grund, og en god direktør erstatter man jo ikke bare med et fingerknips.

Men!!!!! - - - når det nu skal være, så må man sige, at betingelserne for en ny direktør lige nu er næsten optimale. Dansk Oplysnings Forbund har en solid økonomi og har samtidig masser af aktiviteter i gang og på vej. Udviklingspulje, omstillingspulje, motionsvenner, debatkaravane og folkesundhed for blot at nævne nogle af de varer, der henvender sig til skolerne. Herudover naturligvis en efterhånden veltilrettet og målrettet buket af kursustilbud til uddannelse og udvikling af lærere, ledere og bestyrelsesmedlemmer.

 

Hvorfor så kun næsten optimal?

 

Jo, vær opmærksom på, at der altid er en sten i skoen. Der er altid ting, der gnaver, eller ting, der kan forbedres, og vi kommer jo ikke udenom, at de politikere, der laver loven for vores område, og de politikere, der bevilger penge til det folkeoplysende område, i høj grad "trænger til folkeoplysning". Det nytter naturligvis ikke noget bare at være sur og sige, "at det er da også for dårligt", og her ligger der virkelig en både stor og svær opgave, som det er afgørende at få løst, hvis folkeoplysningen og dermed aftenskolerne skal overleve. Alternativt må skolerne klare sig på almindelige markedsvilkår i et frit økonomisk marked, og det er måske i virkeligheden den vej politikken lige nu peger, men så vil ånden og idéen i skolerne let blive skubbet i baggrunden til fordel for økonomi og her-og-nu overlevelse.

Der er nok at tage fat på, og vores kommende direktør bliver garanteret ikke arbejdsløs, men alligevel har vi i DOF grund til at se fremtiden i øjnene med en god portion optimisme.

 

Ingolf Christensen

landsformand

 

 

Kontakt

Løngangstræde 25, 4.
1468 København K.
Tlf. 70 20 60 20