Ny viden
Nye muligheder

Nyhedsarkiv

Forud for et landsmøde

07-05-2007

Man vader rundt i bemærkelsesværdige mærkedage og jubilæer i Dansk Oplysnings Forbund.

I København har IOF netop markeret sit 50-års skolejubilæum, og dermed har én af de DOF-skoler, som på et specifikt område gør en markant indsats, rundet et flot hjørne. Med alle sejl sat blev hjørnet rundet i elegant og god stil.

 

I Esbjerg rundede Anna og Helge Hjerrild 40 år som skoleledere i Sædding Aftenskole, og selv om man skulle tro, at det kunne tage pippet fra de fleste, ja så oplever vi stadigvæk både Anna og Helge med en gejst og energi, så man tænker, at de nok også holder de næste 40 år.

 

Og i Vejle kunne Kunst- og Kulturhøjskolen hylde Harald Jørgensen for sine 60 år i folkeoplysningen. Et helt utroligt og flot antal år at have været med i, og med rolig og sikker hånd og brændende energi holdt Harald den store forsamling i sin hule hånd.

 

Det vidner om en organisation, hvor der både er ved at være en del år på bagen, og hvor der også efterhånden er en rigtig god volumen.

 

Heldigvis vil mærkedage og jubilæer vælte ind over os også i årene fremover, og hver gang vil vi benytte lejligheden til at kippe med flaget. Først og fremmest for at markere og festligholde situationen for dem det nu drejer sig om, men også for at markere at Dansk Oplysnings Forbund holder fanen højt for både store og små skoler rundt omkring i hele landet.

 

Gisp - Gisp - Gisp!!

 

Pludselig opdager man i sin kalender, at næste landsmøde står for døren.

 

Et kig ind i skabet fortæller, at festtøjet er i orden.

 

Et kig i spejlet siger, at ansigtet allerede er i de rette folder.

 

Et kig i bakspejlet giver masser af gode minder om indholdsrige foredrag, spændende personligheder og masser af inspiration fra de andre skoler.

 

Et kig i pengepungen viser, at der er dækning for transporten til Horsens.

 

Så er der ingenting at spekulere på. Fat telefonen og ring til Lars Eriksen, som med sin charmerende stemme og gode personlige betjening vil være i stand til at få dig med på holdet, også selv om det er i elvte time eller måske endda endnu senere.

 

Igen i år er der masser af gode muligheder for at få fyldt hovedet op med oplevelser og inspirerende tanker, som ikke kan undgå at give sig et eller andet udslag, når du næste gang skal lave program eller have familien på besøg.

 

Jo flere jo bedre.

 

Kvantitet vil helt sikkert også være lig med kvalitet netop her, fordi det betyder, at der vil være endnu flere ligestillede at snakke med og at udveksle idéer med. Et nyt kursus eller en ny lærer eller en anden måde at organisere tingene på; mulighederne er mange, når DOF'erne slår sig løs i workshops eller i "forsamlingshuset".

 

Det er mit håb, at vi bliver rigtig mange til landsmødet. Og der er i hvert fald min overbevisning, at vi nok skal give hinanden et par spændende og gode dage.

 

Velkommen til landsmøde 2007.

 

Ingolf Christensen

 

 

 

Kontakt

Løngangstræde 25, 4.
1468 København K.
Tlf. 70 20 60 20