Ude af takt?29-10-2007
Citat fra fremtidsscenarie på www.Musikmanifest.dk:
"Sammenhæng fra vugge til grav Der er nu sammenhæng fra vugge til grav på det musikkulturelle område. De tidligere foreninger under folkeoplysningsloven er lagt ind under musikloven, hvilket har åbnet mulighed for, at alle kan gøre brug af de tilbud, som tilbydes på det musikkulturelle område."
I et nyligt fremkommet musikmanifest aflives de aftenskoleforeninger, der arrangerer musikundervisning.
Det er Folkeskolernes Musiklærerforening, Dansk Musikpædagogisk Forening og Gymnasieskolernes Musiklærerforening, der for at skabe bedre vilkår for musikundervisning og musikudøvelse har udfærdiget et musikmanifest, hvor de i et fremtidsscenarium forestiller sig, at musikundervisningen i aftenskolerne skal lægges ind under musikloven. Manifestet er nyt, men det er diskussionen om undervisningens regi nu ikke.
Der er ingen tvivl om, at musikudøvelse er en vigtig del af vores hverdag. Alligevel kan det knibe, når der skal skabes rammer og vilkår for musikken.
I skoleskemaerne såvel i folkeskole som gymnasium trænges musikken i baggrunden, og musikskolerne mærker også, at mange kommuner spænder livremmen ind.
Det samme gør aftenskolerne, der yderligere fik sparekniven at mærke efter Fogh-regeringens nedskæringer på aftenskoleområdet ved lovændringen i 2002.
Derfor er det forståeligt, at musikunderviserne har fået nok, og at der er en stor vilje til at kæmpe for bedre vilkår.
I DOF er vi også af den opfattelse, at musik er vigtig. Der er omkring 25.000 deltagere i kor, ensembler og instumentalundervisning i DOF hvert år. Mennesker der har et kreativt fritidsliv i folkeoplysningens rammer, og de udgør et væsentligt element. Derfor har vi nu lagt vægt på at styrke området blandt andet ved ansættelse af en musikkonsulent, der er i fuld gang med at arbejde for at forbedre vilkårene for musikundervisningen.
Senest har dette givet sig udslag i et lederseminar for DOF-ledere, der forestår musikundervisning, lærerkurser i musik, og der er adskillige andre tiltag på tegnebrættet over for DOFs medlemsskoler.
Også uden for aftenskolernes rækker har der været gjort et stykke arbejde, og her har "samarbejde" været et nøgleord, uanset om det er med musikskoler, amatørmusiklivet, uddannelsesinstitutioner eller fx. Sangens År.
Aftenskolernes musikundervisning er en del af den folkeoplysende virksomhed, som tilbydes under folkeoplysningslovens formål og under de frihedsrettigheder, der ligger som det ideologiske fundament under loven - den frie mulighed for at tilrettelægge undervisningen med det frie
emnevalg og det frie lærervalg.
Det er nogle væsentlige værdier for voksne, selvstændige mennesker, der ønsker at modtage undervisning og selv være med til at præge undervisningens indhold og metode. Vi håber, at man fra de musikpædagogiske rækker har blik for dette, og ikke blot betragter folkeoplysningsloven som et "driftsstøttegrundlag".
Vi opfordrer derfor til en konstruktiv og samarbejdsorienteret debat med initiativtagerne til Musikmanifestet for at skabe bedre vilkår for musikundervisning og musikudøvelse i Danmark - uanset regi.
Robin Kristiansen redaktør
|