Vi må have et løfte

"Much Ado about Nothing" eller "Stor ståhej for ingenting".

Sådan er der nogen, der udtrykker sig omkring Folkeoplysningsudvalgets rapport og forventningerne til lovrevisionen.

Det betyder ikke, at der er noget i vejen med de justeringer, der ligger for. Problemet er alle de alvorlige justeringer, der ikke er med.

Man kan vel ikke engang forsvare at kalde det, der mangler for justeringer. Der mangler simpelthen basale og grundlæggende nye tanker og ideer til vilkår for aftenskolerne, der er langt bedre end i dag, hvor vi sidder tilbage med et lovkompleks, der var tænkt i en anden økonomisk sammenhæng.

Derfor er det også halsløs gerning at give sig i kast med den forestående lovrevision, der skal være udgiftsneutral, når vilkårene for aftenskolerne i de trængte kommuner ikke er udgiftsneutrale. Her er der nemlig tale om massive nedskæringer. Nu er forholdet mellem de administrative og organisatoriske byrder for aftenskolerne og den sum, de får i tilskud helt ude af proportion.

Organisatorisk skal aftenskolerne holde styr på deres egen forening, men bliver også opfordret til at være aktive i deres landsorganisation, og i de lokale folkeoplysningsudvalg og kommunale samråd.

Administrativt er det ikke blevet lettere, og med den kommunale selvbestemmelse, er der store forskelle på, hvordan der administreres, hvilket gør det vanskeligt at udveksle erfaringer og praksis mellem skolelederkolleger fra forskellige kommuner. Forslag om standardisering i kommunerne i forbindelse med den forestående lovrevision fik ingen gang på jorden.

Der er derfor et stærkt behov for at diskutere Folkeoplysningens fremtid. Dette er et tilbagevendende emne i de kollegiale fora i aftenskoleverdenen. Personligt har jeg vel deltaget i mindst en snes møder og konferencer med den titel gennem 40 år i branchen, og det plejer at ende med en prognose om, at aftenskolerne dør, hvis de ikke tager sig sammen, udvikler sig og går nye veje, og det er jo rigtigt.

Man glemmer blot, at mange aftenskolefolk i forvejen har så vanskelige arbejdsvilkår praktisk og økonomisk, at  de hellere forlader området end kæmper, for dette tager både megen tid og kræfter, og det er svært at organisere arbejdet mellem aftenskoler, der er så forskellige såvel i størrelse som udbud, som tilfældet er i Danmark.

Det er ikke alene aftenskolerne, der skal kæmpe. Det er politikerne, der skal kæmpe for at skabe vilkår, så aftenskolerne fortsat vil være med på vognen, og det kræver meget større og basale ændringer, end der er lagt op til i den kommende lovrevision.

Da loven blev ændret, så det maksimale tilskud blev nedsat fra 2/3 til 1/3, hævdede oppositionen med blandt andet Marianne Jelved som fortaler, at dette skulle laves om, når de kom til magten. Det er længe siden, og måske er økonomien ikke til det, men så må der tænkes helt forfra, hvis borgere i Danmark stadig skal have et godt og varieret aftenskoletilbud.

Derfor er det vigtigste i den kommende lovrevision, at vi får indarbejdet et løfte om, at loven skal evalueres grundigt med henblik på en mere fundamental lovrevision inden for en overskuelig fremtid. Det må ikke være en hindring, at der har været en revision 2011. Der mangler meget.

I mellemtiden vil jeg sætte mig hen og lytte til et kassettebånd, jeg har arvet fra den legendariske forstander ved Helsingør Aftenskole, Christian Gaardø. Det er fra en radioudsendelse i 1968 med diskussion om visionerne for Fritidsloven før dens vedtagelse i 1969 med blandt andet daværende undervisningsminister K.B. Andersen og folk fra aftenskoleorganisationerne. Det var tider!

Samfundet og økonomien var fuldstændig anderledes dengang, så indholdet kan vi ikke bruge til noget i dag, men det er vel stadig på mode at have visioner og forfølge dem.

De visioner skal aftenskolerne arbejde med og forberede til den næste lovrevision.