Folkeoplysningsudvalgets rapport er blevet offentliggjort, og der har været afholdt en lanceringskonference, hvor også undervisningsminister, Tina Nedergaard, deltog. Den politiske modtagelse af rapporten har været overordentlig positiv. Undervisningsministeren har meget rosende omtalt udvalgets arbejde og rapport og har givet medvind til næsten samtlige forslag i rapporten. Det kan vi i folkeoplysningen være glade for.
Forslaget, om at der skal gives et højere tilskud til aftenskolernes aktiviteter, er desværre blevet mødt med en strid modvind. Det er ærgerligt, men forventeligt. Derfor arbejder vi også for at få vendt vinden, så den enkelte aftenskole fremover vil opleve, at det bliver økonomisk nemmere at drive sine aktiviteter. Pengene til et stigende tilskud til aftenskolerne findes, de skal ”blot” fjernes fra VUC’ernes aftenskolelignende tilbud. Ingen kan være tjent med, at VUC’erne kan udbyde aftenskoleaktiviteter med statstilskud, således at deltagerne kun skal betale en tiendedel af, hvad det koster at gå i den rigtige aftenskole. Heldigvis er der stor politisk opmærksomhed og forståelse for, at der skal være lige vilkår for lige aktivitet.
Rapporten danner nu baggrund for en justering af folkeoplysningsloven, som skal behandles i Folketinget sidst i februar 2011. Det betyder, at det lovforberedende arbejde er i gang, og at vi i den folkeoplysende familie søger at varetage vores legitime interesser i denne del af processen. Vi kan forvente at få et lovforslag i høring i januar 2011, og hvis lovændringen ellers vedtages i februar, kan vi se frem til ændrede regler måske allerede fra andet halvår 2011. Det bliver spændende.
Allerede nu kan vi på en række områder forvente flere penge til folkeoplysningen. Undervisningsministeren har således givet lovning på 15 mio. kr. over de kommende 3 år. Disse midler kan vi forvente skal bruges til blandt andet et videnscenter for de folkeoplysende ungdomsorganisationer og den folkeoplysende voksenundervisning. På den måde kan vi se frem til troværdige statistikker og dokumentation på vores område. Pengene forventes også afsat til analyse- og udviklingsarbejde og efteruddannelse. Kulturmøde og demokrati vil uden tvivl være i fokus for en stor del af udviklingsarbejdet.
Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at fremhæve, at rapporten indeholder et forslag om, at det skal være obligatorisk for kommunerne at formulere en folkeoplysningspolitik. Dette kan i høj grad være medvirkende til, at aftenskolerne får større kommunalpolitisk opmærksomhed, og jeg vil gerne opfordre til, at man lokalt ruster sig til opgaven – ikke mindst gennem samarbejde aftenskolerne imellem.
Henrik Christensen
Sekretariatsleder