I langt de fleste kommuner hersker der massiv travlhed på folkeoplysningsområdet i denne tid. Det skyldes naturligvis, at det med ændringerne af folkeoplysningsloven er blevet obligatorisk for kommunerne at formulere en folkeoplysningspolitik.
Det er vores generelle fornemmelse, at kommunerne går til opgaven på ganske forskellig vis. Nogle kommuner har sat gang i processer, hvor de folkeoplysende organisationer inddrages forud for, at der laves et udkast til folkeoplysningspolitik, ligesom interessenterne inddrages undervejs – ikke mindst i en høringsfase.
Andre kommuner har desværre valgt at lade hånt om den gode proces og har selvstændigt valgt at lave et forslag til folkeoplysningspolitik, som bygger på bestående politikker uden skelen til, at lovgivningen opridser en række områder, som en folkeoplysningspolitik skal indeholde. I disse kommuner får de folkeoplysende organisationer i reglen blot mulighed for at afgive et skriftligt høringssvar til udkastet, og så har vi jo nok en fornemmelse af, hvad kommunen bruger – eller måske rettere ikke bruger – høringssvarene til.
I DOF har vi afholdt tre velbesøgte medlemsmøder, hvor der blandt andet har været sat fokus på, hvad DOFs medlemsskoler bør være særligt opmærksomme på, når der udarbejdes folkeoplysningspolitikker i deres kommuner.
Der er generelt god inspiration at hente i den guide, som en række folkeoplysende landsorganisationer har udarbejdet, og som kan hentes på hjemmesiden
www.folkeoplysningspolitik.nu
, men det er samtidigt væsentligt, at der vies opmærksomhed til, hvad vi kan kalde mere snævre aftenskoleinteresser. Det vil således være hensigtsmæssigt, hvis man i kommunernes folkeoplysningspolitikker kan få noget med omkring:
*
En målsætning om flere deltagere i den folkeoplysende voksenundervisning
*
Adgang til lokaler indrettet til undervisning af voksne
*
Retningslinjer for udviklingspuljen, som er tilpasset aftenskoleaktiviteter
*
Hensigtsmæssigt samspil/afgrænsning ift. eksempelvis biblioteksvirksomheden i kommunen
Brugerinddragelse der indbefatter både løbende dialogmøder og et udvalg med reel beslutningskompetence.
Brugerinddragelsen ER vigtig, og det er med lovændringen blevet obligatorisk for kommunerne at nedsætte et udvalg. Det behøver ikke at hedde et folkeoplysningsudvalg, men det er trods alt et rammende navn, når udvalget skal arbejde med folkeoplysning, folkeoplysende organisationer, folkeoplysningsloven og en folkeoplysningspolitik!
Navnet på udvalget skal ikke være kernen for en konflikt, men når man som Egedal kommune foreslår at kalde udvalget for "Folkeoplysningsområdets høringsorgan", så har man også indikeret hvilken indflydelse og status udvalget forventes at have - eller ikke have!
Fortsat god arbejdslyst med de kommunale folkeoplysningspolitikker og husk på, at sekretariatet naturligvis altid er klar med et godt råd eller generel sparring i forhold til folkeoplysningspolitikkerne i kommunerne.
Henrik Christensen
sekretariatsleder