Benjamin Blomgren er død

Den 13. august døde Benjamin 77 år gammel og dermed er folkeoplysningen blevet endnu en stor personlighed fattigere – et menneske som mange har gode og stærke erindringer om.

Erindringer er jo noget mærkeligt noget – idet mange passager gennem årene glider bort, men når anledningen kommer, kan de i løbet af få øjeblikke skaffes tilbage og stå lysende klare.

Sådan er det også ved den triste meddelelse om Benjamins død.

I folkeoplysningen husker vi alle der var med i årtierne 70, 80 og 90, hvordan Benjamin var med til at udvikle og forsvare den folkeoplysende tanke og ide i almindelighed – og specialundervisningen i særdeleshed.

Benjamins forudsætninger for at præge udviklingen var, at han havde et indgående kendskab til folkeoplysningens idegrundlag og han arbejdede med hele dens farverige pallet, idet han gennem sit mangeårige virke på feltet både havde erfaring som aftenskolelærer, aftenskoleleder, konsulent for fritidsundervisning i Frederiksborg Amt og undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet – og sidst men ikke mindst som medstifter af Dansk Oplysnings Forbund i 1973. 

Dertil kommer, at Benjamin altid tog sit udgangspunkt i deltagerens vilkår og forudsætninger – og altid med udgangspunkt i den svagestes muligheder.

Vi er mange, der husker Benjamins personlige engagement på kurser rundt omkring i landet, hvor han var i stand til at dygtiggøre – men måske først og fremmest at inspirere og anspore aftenskolerne til deres lokale arbejde, og det var uanset om de var store eller små – det var selve sagen der interesserede Benjamin så stærkt.

Benjamin fik lov til at arbejde i en tidsperiode, hvor folkeoplysningen hvilede på et centralt fastsat regelsæt – et regelsæt som han værnede nidkært om, men også et regelsæt som han medvirkede til at justere løbende, og altid med inspiration fra praktiske udøvere.

Han fandt det ganske naturligt at søge råd og vejledning hos lærere, skoleledere, institutionsledere og amtskonsulenter, når der blev arbejdet med lovforberedende arbejde, vejledninger m.v. – til tider en lang men gavnlig proces.

Erindringerne vælter frem når der tænkes tilbage på Benjamins ”aftenskoleliv”, men Benjamin satte også sine spor uden for selve aftenskolens verden.

I forbindelse med sin sygdom midt i 90’erne fandt han det ganske naturligt nu at lægge en del kræfter i landsforeningen Hjernesagen, hvor han bl.a. har fået udgivet flere lydbånd og CD’er med taleøvelser til brug for genoptræning i forbindelse med Afasi - båndene hedder naturligvis Benjamin’s bånd.

Også når man selv var i en svær situation, var Benjamin parat med sin indsats.

Det er lykkeligt at have erindringer om et menneske som peger fremad, og som fortsat kan være inspirerende og vejledende for arbejdet med den frie folkeoplysningstanke.

Eller som H.C. Andersen udtrykker det i sit lille eventyr Tepotten, at uanset livsforløbets mange hændelser, så vil man altid have erindringen – den kan man ikke miste.

Vi er mange der er glade for erindringen om Benjamin.

Æret være hans minde.

Knud Knudsen