Ny viden
Nye muligheder

Kor og orkestre

Kor og orkestre i DOF

KOR OG ORKESTRE SOM AFTENSKOLEHOLD

Kor eller orkestre kan opnå tilskud til dirigentløn, hvis aktiviteten tilrettelægges som et aftenskolehold under folkeoplysningsloven. Dette kan ske på to måder:

1. enten ved at koret eller orkestret danner sin egen aftenskole, der etablerer et enkelt hold, nemlig koret eller orkestret, eller

2. ved at koret eller orkestret bliver et hold i en større aftenskole i kommunen.

Hvis kor eller orkester selv danner en aftenskole med et hold, skal denne aftenskole stå for alle de administrative opgaver, der følger med at være en aftenskole.

Hvis kor eller orkester derimod bliver et hold i en større aftenskole, står denne aftenskole for al aftenskoleadministration. Koret skal så blot sørge for at indbetale gebyr for deltagere til aftenskolen.

DOF hjælper kor og orkestre med at vælge den mest hensigtsmæssige af disse to muligheder.


HVAD ER DOF?

Dansk Oplysnings Forbund – DOF er et landsforbund; en sammenslutning af frie og partiuafhængige aftenskoler i Danmark. Alle aftenskoler, der er medlemmer af DOF, har adgang til landsforbundets mange generelle medlemsydelser, og derudover er der nogle særlige medlemstilbud til kor og orkestre i DOF-medlemsskoler.


SÆRLIGE FORDELE FOR KOR OG ORKESTRE I DOF-AFTENSKOLER

Fagkonsulent for musik- og kultur
DOF har som den eneste aftenskolelandsorganisation en musik- og kulturkonsulent, der vejleder medlemsskolerne i det daglige arbejde; varetager idé- og konceptudvikling og udvikling af kursustilbud til medlemmerne samt markedsføring af DOF på musik-kulturområdet.

DOFs musikpulje
Kor og orkestre fra DOFs medlemsskoler kan søge støtte fra forbundets særlige puljer. DOFs Musikpulje yder støtte til blandt andet koncertaktiviteter og inspirationsarrangementer; se mere om Musikpuljen til højre på denne side.

Som aftenskole i DOF er der mange andre fordele
DOF giver blandt andet tilskud til kurser og efteruddannelse for lærere/dirigenter og ledere; DOF dækker forsikring af de ansatte, og landsforbundet yder også hjælp til design af for eksempel koncertplakater og tilbyder billig trykning af disse. Se også link til Medlemsservice til højre.

DOF kommer ud til jer
Det kan være svært at overskue de praktiske og økonomiske konsekvenser, eller at finde ud af, hvordan man starter sin egen aftenskole. Derfor kommer vi gerne uforpligtende ud til jer i forbindelse med et bestyrelsesmøde og fortæller mere om mulighederne.

Vi hjælper jer også gerne med at skabe kontakt til en DOF-aftenskole, som jeres kor eller orkester kan komme ind under. Hvis I selv vil danne en aftenskole, hjælper vi jer gerne med oprettelse af aftenskoleforeningen; send en mail til konsulent Pernille Marstrand på pm@danskoplysning.dk eller ring på 31 69 32 48.

Mere information

Musik- og kulturkonsulent

Pernille Marstrand

Kontakt

Løngangstræde 25, 4.
1468 København K.
Tlf. 70 20 60 20